Previous Page  153 / 199 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 153 / 199 Next Page
Page Background

37 år i Københavns kommunes tjeneste

mester Jensens død udtalte sig til pressen i en eller anden anledning -

mon ikke i anledning af hans 70-års fødselsdag - fortalte han i meget

bitre ord, at rigsdagen i 1919 havde hævet det oprindelige lønforslag

med 500 kr. netop ud fra ønsket om at komme på linie med kommu­

nens da foreliggende forslag, og at han var gået til borgmester Jensen

for at bede om, at kommunen nu ville stå fast og ikke gå yderligere op,

men var bleven afvist. I og for sig var det faktiske i denne fremstilling

vel ikke urigtigt, men der manglede afgørende momenter. Det var

lønstigningen i det private erhverv, der tvang både staten og kommu­

nen op, og staten kunne ikke vente ja til et krav om, at kommunen nu

skulle slå bremserne hårdt i, mens staten gik op. Havde staten ønsket

samarbejde, måtte dette have været sagt på et tidligere tidspunkt, og

så skulle det have omfattet samtlige vilkår, også systemet med formid­

dagsstillinger og meget andet. Som sagen nu lå, kunne borgmesteren

ikke svare anderledes, end han gjorde; jeg tror, han betragtede det

som så selvfølgeligt, at han end ikke drøftede henvendelsen i fælles­

udvalget; havde han gjort det, ville jeg næppe have kunnet glemme

det.

Konformitet imellem alle offentlige lønninger, statens så vel som

kommunernes, er selvsagt noget man kan ønske; Københavns kom­

mune har også undertiden haft vanskeligheder, fordi andre kommu­

ner på visse punkter lønnede højere end den. Men konformitet er van­

skelig at opnå, når kommunerne skal bevare autonomi og eget ansvar;

det er et meget sammensat problem.

Hvis borgmester Jensen havde levet, da det omtalte interview kom

frem, tror jeg, han ville have svaret, og at svaret ikke var blevet helt

blidt. Svare på hans vegne kunne jeg af mange grunde ikke; jeg måtte

nøjes med at ærgre mig.

Med vedtagelsen af de nye lønningsbestemmelser, der trådte i kraft

den 1/10 1919, og den nye personalevedtægt, der trådte i kraft den 1/4

1920, var man nået til en milepæl. Spørgsmål, der havde opfyldt sin­

dene igennem en årrække, havde fundet deres afgørelse om ikke for

tid og evighed, så dog således, at det indtil videre måtte betragtes som

endelige beslutninger. Alt dette var foregået i stor samdrægtighed;

næsten altid var vedtagelserne sket enstemmig, og i arbejdet i udval­

gene havde det konservative Frederiksberg ofte deltaget, ganske gnid­

151