![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0152.jpg)
37 år i Københavns kommunes tjeneste
mester Jensens død udtalte sig til pressen i en eller anden anledning -
mon ikke i anledning af hans 70-års fødselsdag - fortalte han i meget
bitre ord, at rigsdagen i 1919 havde hævet det oprindelige lønforslag
med 500 kr. netop ud fra ønsket om at komme på linie med kommu
nens da foreliggende forslag, og at han var gået til borgmester Jensen
for at bede om, at kommunen nu ville stå fast og ikke gå yderligere op,
men var bleven afvist. I og for sig var det faktiske i denne fremstilling
vel ikke urigtigt, men der manglede afgørende momenter. Det var
lønstigningen i det private erhverv, der tvang både staten og kommu
nen op, og staten kunne ikke vente ja til et krav om, at kommunen nu
skulle slå bremserne hårdt i, mens staten gik op. Havde staten ønsket
samarbejde, måtte dette have været sagt på et tidligere tidspunkt, og
så skulle det have omfattet samtlige vilkår, også systemet med formid
dagsstillinger og meget andet. Som sagen nu lå, kunne borgmesteren
ikke svare anderledes, end han gjorde; jeg tror, han betragtede det
som så selvfølgeligt, at han end ikke drøftede henvendelsen i fælles
udvalget; havde han gjort det, ville jeg næppe have kunnet glemme
det.
Konformitet imellem alle offentlige lønninger, statens så vel som
kommunernes, er selvsagt noget man kan ønske; Københavns kom
mune har også undertiden haft vanskeligheder, fordi andre kommu
ner på visse punkter lønnede højere end den. Men konformitet er van
skelig at opnå, når kommunerne skal bevare autonomi og eget ansvar;
det er et meget sammensat problem.
Hvis borgmester Jensen havde levet, da det omtalte interview kom
frem, tror jeg, han ville have svaret, og at svaret ikke var blevet helt
blidt. Svare på hans vegne kunne jeg af mange grunde ikke; jeg måtte
nøjes med at ærgre mig.
Med vedtagelsen af de nye lønningsbestemmelser, der trådte i kraft
den 1/10 1919, og den nye personalevedtægt, der trådte i kraft den 1/4
1920, var man nået til en milepæl. Spørgsmål, der havde opfyldt sin
dene igennem en årrække, havde fundet deres afgørelse om ikke for
tid og evighed, så dog således, at det indtil videre måtte betragtes som
endelige beslutninger. Alt dette var foregået i stor samdrægtighed;
næsten altid var vedtagelserne sket enstemmig, og i arbejdet i udval
gene havde det konservative Frederiksberg ofte deltaget, ganske gnid
151