![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0156.jpg)
37 år i Københavns kommunes tjeneste
angivne sted er rigtig, og så kan det være en begyndende - her kom et
latinsk navn
og hvis jeg som læge sender ham i arbejde med den, så
har jeg gjort en halsløs gerning. V. J . : Det er altså forkert af os at regne
med, at lægevidenskaben kan give os besked, om han skulker eller ej.
F .-B .: Nu tager De igen fejl. Lægevidenskaben kan udmærket afgøre
det. Men så må jeg indlægge ham på et hospital til observation for
simulering, og det vil rimeligvis tage et par måneder. Gør jeg det for
denne bagatel, biir jeg hængt, først af sporvejstjenestemanden selv, så
af hospitalet, der biir belemret med ham, og til sidst af kommunen,
som skal betale for det hele. Nej, kommunen skulle slet ingen læge
attest forlange, men ordne kontrollen på anden måde. - Så tav jeg; jeg
havde fået en ny belæring.
Som det var gået mig, var det gået andre. Der var vist ingen i kom
missionen, der var begejstret for kravet om de mange lægeerklæringer
eller mente, at der lå fuld betryggelse i dem. Men hvordan kunne man
etablere en anden kontrol? Fællesudvalget om personalevedtægten
havde været stærkt inde på tanken om en ordning, hvorefter enhver
sygeforsømmelse skulle medføre et økonomisk minus, og enhver tidlig
pensioneret stadig skulle møde til kontrol, indtil en aldersgrænse var
nået. Men alt dette blev opgivet, da man besluttede sig til at antage
tjenestemandslovens regler. Nu at genoptage diskussionen herom var
der praktisk talt ingen mulighed for. Man kunne jo heller ikke se bort
fra, at for den store mængde af pligtopfyldende tjenestemænd, der
ikke forsømmer mere, end de er nødt til, og undertiden knap nok det,
måtte det føles ubilligt, hvis der blev skredet til økonomiske sanktio
ner, i alt fald hvis det skete før efter en rimelig tilmålt periode med
fuld løn.
Resultatet af forhandlingerne i underudvalget blev derfor, at der
ikke skulle fremsættes nye forslag, men at man skulle nøjes med at af
give en beretning om sagens vanskeligheder og opfordre magistraten
til fremdeles at have opmærksomheden henvendt på spørgsmålet og
søge den herhen hørende statistik uddybet. Vedtagelsen herom foregik
enstemmigt.
Men om en række andre spørgsmål delte man sig i flertal og mindre
tal. Dette gjaldt således spørgsmålet om ligeløn for mænd og kvinder.
Da ligelønsprincippet blev indført i 1919, kom det ikke til at betyde så
meget i praksis; for ved dyrtidstillæget skulle der nemlig fremdeles
155