156 / 199
at hvile på lægeerklæringer. Var dette fyldestgørende? Det var et af
de spørgsmål, der skulle behandles.
Min egen personlige bedømmelse af lægeerklæringer var stærkt på
virket af to oplevelser, jeg havde haft. Den ene lå helt tilbage i drenge
årene. Jeg havde trådt fejl med den ene fod og i den anledning hjem
mefra fået en seddel med til skolen, hvori der i passende ydmyg tone
anmodedes om, at jeg måtte blive fri for at gå til gymnastik. Det bevil
gedes af inspektøren, men han tilføjede: »kun for i dag; jeg har set dig
på legepladsen; det kan ikke være noget videre.« Dette fortalte jeg
hjemme; jeg var lidt ked af det, for foden var virkelig noget øm. T il
fældigvis havde vi netop besøg af en tilrejsende kær onkel, der var
læge; han trådte straks i aktivitet, da han hørte om usagkyndiges
bedømmelse af et helbredsspørgsmål: »Lad mig se den fod!«, og da
han havde følt på den: »Du har jo forstuvet den; lad mig få et stykke
papir!« Og et par minutter efter var jeg forsynet med et sålydende
dokument: »Vilhelm Jespersen må ikke gøre gymnastik i de første 3
uger.« Dato, navn og under det: læge. Jeg var ikke billig, da jeg næste
dag afleverede den seddel til inspektøren, og jeg havde fået et indtryk
for hele livet af lægens autoritet. Men jeg havde heller ikke kunnet
glemme, at efter en uges forløb var foden rask og jeg led og ked af at
sidde oppe i klassen i gymnastiktimen, så jeg uden videre forkortede
det mig tilmålte tidsrum.
Den anden oplevelse var af langt senere dato. Vor rare og dygtige
huslæge, dr. Fabricius-Bjerre kom for at se til et af børnene. Da det
var gjort, vender han sig til mig med sin bøseste mine, og så udspandt
der sig følgende samtale. F .- B .: Jeg er så gal i hovedet på kommunen.
V. J . : Men hvorfor dog? F .- B .: Jeg har i dag skrevet sygemelding for
en sporvejstjenestemand, og jeg er temmelig sikker på, at han ikke fej
ler noget. V .J .: Jamen så er det da kommunen, der har grund til at
være vred på Dem og ikke omvendt. F .- B .: De tager ganske fejl; kom
munen tvinger mig gennem sit regulativ til at skrive den attest, og det
er det, jeg er vred over. V. J . : De kan jo bare lade være at skrive atte
sten, når De ikke tror, han fejler noget. F .-B .: Aldeles ikke. Jeg er
hans sygekasselæge; hans arbejdsgiver forlanger en lægeerklæring, og
så er det mig, der skal udstede den. Nægte den er det samme som at
skrive, at han skulker, og det kan jeg ikke. Ganske vist tror jeg det;
men der er en mulighed for, at hans anbringende om smerter på det
Vilhelm Jespersen
154