158 / 199
gøres forskel på forsørgere og ikke-forsørgere, og som regel var de
mandlige tjenestemænd forsørgere og de kvindelige tjenestemænd
ikke-forsørgere. Men pristallet havde kulmineret i 1920 og var nu i
rask tilbagegang, og dyrtidstillæget i takt dermed. Man måtte regne
med den mulighed, at dyrtidstillæget snart ville falde helt bort, og så
ville ligelønsprincippet have sejret på en helt anden måde end i 1919.
Dette kaldte modstanderne frem. De konservative i underudvalget
foreslog at reducere alderstillægenes størrelse til halvdelen for ikke-
forsørgere; de radikale sluttede sig hertil, men med den tilføjelse, at
tillægenes antal for ikke-forsørgere skulle forøges således, at disse efter
et åremål nåede op på samme slutløn som forsørgere. Kun socialdemo
kraterne holdt fast på bestemmelserne af 1919, og socialdemokraterne
havde flertallet.
Der var mange andre punkter, hvorom der også konstateredes
uenighed. Det gjaldt tjenestemændenes tillæg for overarbejde og til
læg for arbejdstidens beliggenhed på søn- og helligdage og på aften-
og nattetimer (»forskudt arbejdstid«). Socialdemokraterne henviste
her til praksis i det private erhverv, de konservative og radikale min
dretal til reglerne for statens tjenestemænd. Det gjaldt også med hen
syn til tjenestetidens længde. 8 timers arbejdsdagen var anerkendt i
princippet; men mindretallene ønskede en videregående aftrapning
efter arbejdets intensitet, end flertallet ville gå med til. Også om løn
arbejdernes lønninger var der uenighed; de konservative ville ved
kommende overenskomstafslutninger have nedskåret nogle forhøjel
ser, som kommunen havde givet udover, hvad det private erhverv
gav. For dette og meget mere blev der i udvalgsbetænkningen gjort
rede, og de forskellige forslag - enstemmige, flertals- og mindretals- -
blev formulerede, begrundede og forsynede med oplysninger om den
økonomiske rækkevidde. Det gik så videre i selve kommissionens be
tænkning og i afstemningen i kommunalbestyrelsen.
»De konservative må da være Dem meget taknemmelige for den
betænkning, De der har skrevet«, sagde Schaarup til mig, da den
forelå. Det ved jeg nu ikke, om de var; for øvrigt heller ikke, om de
havde nogen særlig grund til at være det. Jeg skrev jo ikke frit ud af
hovedet, men efter de direktiver, der blev givet mig i møderne. Men
jeg var taknemmelig ikke alene imod de konservative, men imod alle
udvalgsmedlemmerne, fordi de inden for den angivne begrænsning
Vilhelm Jespersen
156