164 / 199
anden side nedsatte antallet af pensionerede lærerinder med 20% ,
svarende til forholdet mellem tjenestgørende læreres og lærerinders
antal. Sammenstillingen af de omregnede tal viste en overvægt på
lærerindernes side på i almindelighed 20 å 30 % . Jeg bestræbte mig for
på det omhyggeligste at holde mig til fakta. Men jeg undgik alligevel
ikke at få en skylle over hovedet; i næste nummer kom der et vredt
indlæg fra bestyrelsen for Københavns kommunelærerindeforening,
som søgte at reducere mine oplysninger til »skøn og formodninger
uden praktisk værd«, og der veksledes endnu et par indlæg i »Absa
lon«, hvorunder jeg tilrådede lærerinderne at gøre sig fortrolige med
den tanke, at kendsgerningerne ikke kan skaffes af vejen. Ved at frem
drage mulige småfejl i fremkommende redegørelser af denne art, og
ved at klynge sig til punkter, der endnu ikke er fuldt oplyst, kunne der
måske en kort tid hos en begrænset kreds fremkaldes en forestilling
om, at sagen er tvivlsom, og påstand står mod påstand; men kendsger
ninger er seje, i det lange løb er de ikke til at komme uden om.
Så skred damerne til videregående aktion. De udarbejdede en lille
speciel pjece imod mig med titlen misvisende tal, og den blev af kom-
munelærerindeforeningen og Dansk Kvindesamfunds Københavns
kreds udsendt til pressen og omdelt til borgerrepræsentationens med
lemmer, og det blev fortalt mig, at de også henvendte sig til undervis
ningsministeren fru Nina Bang for at søge bistand til at få mine skri
verier standset. Jeg skrev omgående et modsvar under titlen rigtige tal
og sendte det til »Politiken« og »Nationaltidende«, som begge havde
givet et meget fyldigt referat af kvindeforeningens pjece og ledsaget
den med kommentarer, der var meget aggressive mod mig. Damerne
havde imidlertid forinden været på redaktionerne og fået tilsagn fra
disse. »Politiken« nægtede derfor at optage mit svar i hovedavisen og
ville kun tage et uddrag i søndagsavisens dametidende; og »National
tidende« ville nok tage mit svar, men man havde lovet damerne, at i så
fald skulle disse få lov til i samme nummer at give modsvar, så mit ind
læg ikke noget øjeblik kom til at stå alene. Jeg fandt, at dette var uan
stændige vilkår at byde mig, og blev godt gal i hovedet; jeg har bag
efter fået at vide, at de to avisers behandling af mig blev genstand for
en lidet smigrende opmærksomhed i bladkredse. Men jeg var så lykke
lig stillet at have anden adgang til offentligheden. Jeg henvendte mig
til borgerrepræsentationens formand, der havde tilladt omdelingen af
Vilhelm Jespersen
162