165 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
damernes pjece i et møde, og udbad mig samme tilladelse for min
pjece i næste møde. Den fik jeg omgående, og jeg benyttede den selv
følgelig. Og så blev aviserne nødt til at tage mit svar, hvad enten de
havde lyst eller ej.
Hermed ophørte min offentlige deltagelse i debatten om sygefor-
sømmelser og pensionshyppighed. Pensionshyppigheden har jeg ikke
haft lejlighed til senere at følge. For sygeforsømmelsernes vedkom
mende har statistisk kontor derimod fra og med 1924/25 udarbejdet og
offentliggjort en indgående og aldersdelt statistik, der for lærerperso
nalet og det almindelige kontorpersonale, der her særlig kommer i be
tragtning som mænd og kvinder på fælles arbejdspladser, tilfulde
bekræfter mine iagttagelser om kvindernes overvægt med hensyn til
sygeforsømmelser. I forbindelse med offentliggørelsen af den første
tiårs-oversigt i marts 1936 skrev chefen for kommunens statistiske kon
tor Kj. Johansen en orienterende artikel i Berlingske Tidende. Heri
skrev han blandt andet følgende: »For en halv snes år siden blev, også
i dagspressen, chefen for kommunens lønningsvæsen inddraget i en
heftig polemik angående kvindernes oversygelighed, og skønt han
benyttede en yderst ridderlig pen og som forbundsfælle havde de
ubenægtelige fakta, blev han - om end altså med urette - mildest talt
ilde behandlet af damerne.« Disse ord glædede mig naturligvis meget.
Forklaringen på, at kvindeorganisationerne tog så ubehersket fat, tror
jeg må søges i, at de mente, at ligelønnen var i fare. Det var på det
tidspunkt næppe helt ubegrundet; i regnskabskommissionen af 1921
var det, som jeg foran har fortalt, ikke alene de konservative, der gik
imod den, men også de radikale begyndte at vakle. Men da pristallet
igen begyndte at stige, og det efter forsørgerprincippet udmålte dyr
tidstillæg igen blev en betydningsfuld del af vederlaget, mistede
spørgsmålet indtil videre sin interesse.
For overskuelighedens skyld har jeg ført beretningen om min andel i
debatten om sygelighed og pension til ende. Jeg er derved kommet
noget for langt frem i tiden, og må nu gå tilbage. I 1924, imellem de
battens to omgange, var der sket det for hele kommunen - og også for
mig personlig - meget betydningsfulde, at borgmester Jensen var ble
ven overpræsident, og at der var blevet valgt en ny finansborgmester i
hans sted. Inden jeg fortsætter med at berette om mit eget liv i kom-
163