167 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
Borgmester Jensen var et fortrinligt hoved. Det var han selv fuldkom
men på det rene med; men det blev han ikke selvfølende eller vigtig
af; det gjorde ham kun tryg. Gennem livserfaring og selvstudium
havde han skaffet sig en mængde viden, også uden for sit specielle felt;
han læste med lethed de tre fremmede hovedsprog, kunne også klare
sig mundtlig. Nationaløkonomi havde han læst meget af, og han var
en flittig deltager i Nationaløkonomisk Forenings møder. Yderligere
var han den fødte jurist, hvad han de hundrede gange havde fået at
høre af førstemænd blandt fagjuristerne. Der skulle ingen løbe om
hjørnet med ham, fordi han ikke kunne sine ting. At en sag krævede
hjerneanspændelse, var ham egentlig en fornøjelse, når han blot
havde tid; og havde sagen interesse, ville han til bunds i den. Et af de
få punkter, hvor jeg kunne noget, som han ikke kunne, var potensreg
ning med logaritmer; det havde jeg engang benyttet i en sag om pen
sionsforsikring og var derved kommet til et resultat, som ikke kunne
nås ved reguladetri. Jeg kunne se, hvor det ærgrede ham, at han ikke
havde tid at sætte sig ind i det; en halv time efter, at vi havde talt om
det, vendte han tilbage til det: »det var for resten mærkelig med de
tal:« Også hans hukommelse var glimrende. Havde man engang sagt
eller skrevet noget forkert og gerne ville have, at han skulle have glemt
det, kunne man være sikker på, at der kom et: »Jeg synes, at De et sted
har skrevet eller sagt, at . . .«. Og endelig hans evne til at tage en tyk
sag ud af hænderne på en, blade lidt i den og sætte fingeren lige på det
afgørende punkt, - den var fænomenal.
Han havde udpræget politisk sans, havde mere politik i sin lillefin
ger end de fleste i deres hele person. Derfor vidste han så god besked
om, hvad der var gennemførligt, og hvad der ikke kunne gennem
føres. Og når han havde fundet en sag egnet til gennemførelse, så
skulle den gennemføres og blev det næsten altid. Derfor var forhand
lingerne hos ham af afgørende betydning; det var der, det foregik.
Som politiker var han socialdemokrat; forstående over for ander
ledes sindede, men afgjort socialdemokrat. Det blev han ved med at
være til det sidste; også hans instinkter var og vedblev at være social
demokratiske. Jeg husker engang vi talte om rådhusets flag, hvis
skygge man fra borgmesterens kontor kunne se på Paladshotellets vin
duer; det er splitflag. I en eller anden anledning gjorde jeg en be
mærkning om, at rådhuset i sin kommunale egenskab ingen ret havde
165