170 / 199
Vilhelm Jespersen
var hans eget standpunkt i sagen. Det kunne hænde - og hændte natur
ligvis tit - at han slet ingen ting kunne give; men så fik de, der hen
vendte sig til ham, dog den trøst, at han havde forstået dem; at han
ikke syntes, at de havde lutter uret; at det ret beset egentlig var et
beklageligt tilfælde, at borgmesteren ikke kunne gøre noget for deres
sag. Man fik det indtryk, at ens sag var i de bedste hænder hos ham;
det opnåelige ville man få. Og sagde han nej, så var det, fordi det ikke
kunne lade sig gøre. Jeg husker engang ved et af møderne med kom
munens institutionschefer, hvor der forhandledes om en foranstalt
ning, som var hele forsamlingen meget imod, hvilket fik kraftige ud
tryk. Borgmester Jensen bremsede dem ikke, han lod dem tale ud.
Men til sidst tog han ordet og talte ganske kort: »Mine herrer, jeg har
hørt, hvad De har fremført; jeg har forstået det, og jeg er til en vis
grad ikke uenig med Dem. Men vi kan nu ikke komme den vej frem,
De vil;
det lader sig ikke gøre.
Vi må bøje os;
nødvendigheden er over
os.«
Så bed vi i det sure æble; vidste at vi måtte gøre det; gjorde det
uden at knurre.
Borgmester Jensen var fynbo, stammede fra Hans Tavsens og mode
rationens land. Hans karakter var afgjort fynsk. Men det, som særlig
prægede ham, var, at viljen til imødekommenhed var forbundet med
en fast vilje til at hævde det, som han selv fandt var ret, og at tilbøje
ligheden til imødekommenhed ikke bundede i svaghed, men i evne og
vilje til at forstå sine medmennesker og sætte sig i deres sted.
Jeg tror, borgmester Jensen kunne lide mig. Han var ikke en mand,
der var rundhåndet med udtalelser af personlig art. Men han har nogle
gange givet mig utvetydige tegn på sin sympati. I 1923 indtraf tyve
årsdagen for hans valg til borgmester; den fejrede han ved en privat
middag i sit hjem, hvortil han indbød overpræsidenten, de øvrige
borgmestre og nogle enkelte andre kommunalbestyrelsesmedlemmer,
magistratens 2. afdelings 4 direktører og - som de eneste kontorchefer
- sekretariatschefen Henning Koch og mig. Det glædede mig meget. -
Ved embedsmændenes afskedsfest for ham, da han var bleven over
præsident, sagde han også nogle venlige ord til »vores allesammens
Jespersen, der sørger for os alle.« Han havde lige forinden være inde
hos mig og fået gennemdrøftet sin pensionsretlige dobbeltstilling i for
hold til kommune og stat. Som den gode borger, han var, ville han for
sin person give afkald på al indtægtsforøgelse ud over sin hidtidige
168