169 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
ja meget indtagende. Og det var egentlig hans natur; han gad blot
ikke, når han var travlt optaget, uddele ligegyldige smil. Som vært var
han fuldendt; på rejser var han livlig og meddelsom. Han fortalte en
mængde fra sit politiske liv og sine mange rejser i udlandet; han ud
leverede aldrig sit inderste, men han havde lyst og evne til samtale
næsten altid og næsten med alle. Der var det for mig mærkelige ved
ham, at han gjorde indtryk af at hvile sig ved sådan letløbende passiar;
jeg ville umuligt have kunnet holde til, hvad han i så henseende præ
sterede.
Sine embedsmænds arbejde betragtede han som sit eget. Et øjeblik
efter, at han havde fået en sag fra mig, kunne han gå ind til en for
handling og sige:
jeg
har undersøgt,
jeg
har beregnet osv. At jeg sad
ved siden og hørte på, gjorde ikke mindste forskel deri. Men til gen
gæld tog han det fulde ansvar udadtil; han var ubrydelig loyal imod
sine embedsmænd og for øvrigt mod alle. Til gengæld ventede han sig
loyalitet, og han fik den også næsten altid. Men mens han var minister
i ministeriet Friis’ korte regime, må der på en eller anden måde være
bleven handlet illoyalt imod ham; ellers ville han ikke have fået de
vanskeligheder, han fik i sagen om samfundshjælp. Det sagde han for
øvrigt selv til mig, engang jeg talte med ham under ministertiden:
»der er nogen, der har skuffet mig; jeg kender ikke menneskene her,
sådan som jeg kender dem i kommunen«. Den ministertid var ham i
det hele næppe til større glæde. Et par år tidligere var der på et vist
tidspunkt tale om et samlingsministerium, og som eventuel chef for
dette nævnte man blandt andre borgmester Jensen. Det var en opgave,
som det ville have glædet ham at få betroet. Første gang jeg læste om
det i en avis, var jeg på en rejse med borgmesteren; vi havde på en
station fået aftenaviserne, og mit øje falder på en overskrift: Et sam
lingsministerium under borgmester Jensen. Jeg rakte avisen over til
ham, og der faldt ikke mange ord fra ham under resten af kørslen ind
til København. Men det var som bekendt blind alarm.
Når jeg skulle angive, hvad der var det, som frem for alt karakterise
rede borgmester Jensen, ville jeg svare, at det var den vidunderlige
evne, han havde til at sætte sig ind i deres tankegang, som han til en
hver tid forhandlede med; forstå, at de på deres vis også havde nogen
ret; og så give dem så meget, som han kunne uden at svigte det, som
167