168 / 199
til at føre splitflag, men at det måtte være den omstændighed, at over
præsidenten, den kongelige embedsmand, havde kontor her, som be
grundede denne ære. Måske kunne det høres på min stemmeføring, at
det var en ætling af kongelige embedsmænd, der talte. Borgmesteren
vendte sig om og så på mig med et blik fuldkommen fra oven og nedad;
han værdigede ikke den fars-søn svar på en så tarvelig bemærkning.
For ham var det en given sag, at det, som gav rådhuset præg og ære,
var, at her havde byens folkevalgte styre til huse. »Fra folket vi kom
mer, til folket vi går.«
Han var barnefødt i Rørup på Fyn. Første gang jeg kørte over Fyn
med ham, blev jeg forbavset over at mærke en uro over ham, da vi
nærmede os Gelsted station. Vi sad i god samtale, men han blev plud
selig uopmærksom, rejste sig og gik hen til vinduet. Et øjeblik efter
kaldte han mig hen, pegede ud og viste mig Rørup kirke: »der er jeg
fra, der lå mit barndomshjem«. Det blev han ved at have i sønlig erin
dring. Men præsten, som havde konfirmeret ham, havde ikke vundet
hans beundring. Præster var han overhovedet ikke meget for. Han
kendte godt min gejstlige afstamning og var hensynsfuld i sin måde at
tale på. Men han lagde ikke skjul på, at han anså præster for at være
tilbøjelige til at løbe med en halv vind i verdslige gøremål; og på mig
gjorde han indtryk af at være uden interesse for, hvad der havde med
religion at gøre. Hans interesse spændte ellers over alt; men det var,
som om den standsede ganske ved dette livs ende. Præster og hvad de
sagde og gjorde kunne i hvert fald ikke afvinde ham interesse. Pudsigt
virkede det, når vi rejste sammen, at mærke, at jeg aldrig kom bort fra
at føle landet inddelt i sognekald med annekser, medens han altid
tænkte i valgkredse.
I sin ydre fremtræden var borgmester Jensen ikke blændende, og han
lagde meget lidt vægt på at gøre sig populær ved ydre midler. Den
måde, han hilste på os, når vi mødte ham på rådhuset, var yderst non
chalant, til tider næsten stødende. Men den var ens over for alle; når
han var træt og gav en gnaven hilsen, fik direktører og kontorchefer
den lige så vel som assistenter og skrivere; og han snobbede ikke
nedad; rådhusets rengøringskoner fik ingen bedre hilsen (hvad de der
imod fik af en i øvrigt fortræffelig borgmester af den gamle skole).
Men borgmester Jensen kunne også være yderst elskværdig i sit væsen,
Vilhelm Jespersen
166