162 / 199
Vilhelm Jespersen
sen lovede mig, at i 1924 skulle jeg kunne få ferie i foråret, uanset
hvordan det så stod til med overenskomstsituationen; dengang troede
man ikke, at man kunne rejse i Italien i sommertiden. Det var særlig
Rom, min kone og jeg stilede imod, og jeg høstede megen ros hos kul
turelt prægede venner og bekendte, fordi jeg lagde den plan, at vi
skulle bruge alle feriens 4 uger i Rom; det var ikke for meget, første
gang man var i den evige stad. Men det væltede mine rådhus-rådgi
vere. Borgmester Kaper formanede mig til ikke at ville se alle Roms
herligheder; »brug en formiddag til at se en enkelt ting, en dejlig kirke
eller et skønt palads eller hvad det nu kan være; se det ordentlig og få
rigtig glæde at det; og så er det nok, så kan De gå hen og spise frokost
og drikke un quarto eller hellere un mezzo - De kan jo hvile ovenpå -
og sig så til Dem selv: nu har jeg haft en dejlig formiddag!« Borger
repræsentant O. Andersen, der havde brugt sine rettigheder som stats
banetjenestemand til at se sig godt om i Europa, gik lige på: »Hr.
Jespersen, De er da ikke sådan et museumsmenneske, at De skal rundt
på alle samlingerne? Vil De virkelig være 4 uger i Italien og ikke se
Pompei og Capri? Det kan De ikke mene!« Det gjorde sådan et indtryk
på mig, at jeg gik hjem og talte med min kone og - ganske kort før vi
skulle rejse - lagde planen om, så det kun blev 14 dage i Rom og resten
i Napolis omegn. Det blev en herlig rejse.
Blandt dem, der havde været og var modstandere af ligelønsprincip
pet, var borgmester Kaper en af de ivrigste. Han kendte mit lille ar
bejde fra 1914 om læreres og lærerinders pensionsforhold, og han an
modede mig omtrent samtidig med, at kommissionen af november
1921 blev nedsat, om yderligere oplysninger om pension og tillige om
sygefraværeiser. Siden 1910 havde statistisk kontor ført statistik over
sygeforsømmelserne i kommunens tjeneste og offentliggjort resulta
terne i kommunens årsberetninger, og angående pension havde jeg
dels min undersøgelse fra 1914, dels noget nyere materiale. På dette
grundlag kom jeg til det resultat, at den økonomiske betydning af
lærerindernes overvægt over lærerne med hensyn til sygeforsømmelser
kunne anslås til ca. 3% af lønnen, og betydningen af lærerindernes
tidligere pensionering og længere levetid til ca. 6% af lønnen, medens
udgiften til pensionering af lærerenker kunne anslås til ca.
4V i%
af
lønnen. Netto blev der således et merbeløb for lærerinderne på ca. 5 %
160