HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

37 år i Københavns kommunes tjeneste

taget sammen med dette. Dette var meget glædeligt. Men der var den

hage ved det, at de nye regler var meget indviklede; efterhånden som

man fjernede sig fra udgangspunktet, blev de mindre og mindre for

ståelige for almenheden, så man kunne befrygte, at det hele en dag

ville blive væltet over ende. På min foranledning fik borgmester He

debol derfor på budgettet for 1935/36 gennemført en rettelse, hvor

ved man også i formen antog Hassing Jørgensens og Schaarups for

slag. Siden da har ordningen været den, at alle pensionsudgifter (incl.

tillægene) afholdes på driftsbudgettet, medens pensionsfonden lever

sit eget liv på den måde, at dens midler bruges til kommunens an

lægsarbejder, og at den årlige rente, der svares heraf, bruges til for

øgelse af fonden. Fonden, der begyndte i 1920/21, var den 31/3 1935

vokset til 40 millioner kroner og den 31/3 1957 til 118 millioner kro

ner.

Jeg tror ikke, at det er ubeskedent af mig at mene, at jeg har en væ

sentlig andel i denne fonds eksistens. Med kronens devaluering er dens

værdi bleven kendelig formindsket, og hvis devalueringen fortsættes,

kan den risikere at blive værdiløs. Men så er der meget andet, der fal

der omkuld, og hele pensionsspørgsmålet bliver ikke lettere at løse af

den grund. Under de forudsætninger, hvorunder fonden startedes og

konsolideredes, var det en rigtig foranstaltning, og ingen ved i dag, da

dette skrives, hvor stor eller lille den endelige ændring af disse forud

sætninger vil være. Jeg har fremdeles den tro, at det arbejde, jeg har

gjort i denne sag, har været af værdi for kommunen.

»Regnskabskommissionen af 1921« blev færdig med sit arbejde i for

sommeren 1923, og dens forslag vedtoges af kommunalbestyrelsen

umiddelbart inden sommerferien. Jeg overværede mødet i borger

repræsentationen, som trak ud til henimod kl. 3 om natten. Borgme

ster Kaper kom flere gange hen til mig og opfordrede mig til at gå

hjem og i seng, men hele dette arbejde havde opfyldt mig så længe og

så meget, at jeg måtte personlig overvære, at sidste læs blev kørt i hus.

For min andel fik jeg venlige ord og to sekretærhonorarer å 1200 kr.;

jeg havde jo haft to underudvalg at arbejde for. De penge brugte min

kone og jeg til at rejse til Italien for. Vi havde ikke været ude siden

1909; sygdom, pengemangel og travlhed havde skiftevis lagt hindring

i vejen. Men nu var vi raske og havde rejsepenge, og borgmester Jen

159