154 / 199
ningsløst. Ved et sidste udvalgsmøde på rådhuset kom borgmester
Kaper med nogle lidt drilagtige, spøgende bemærkninger om de
mange gange, frederiksbergerne havde været Københavns gæster ved
det (beskedne) stykke smørrebrød, der blev serveret ved lange aften
møder. Det ville Frederiksberg imidlertid ikke lade sidde på sig; de
indbød Københavns kommunalbestyrelse og mange embedsmænd til
en nydelig middag på Langeliniepavillonen en skøn forsommeraften.
Frederiksbergs borgmester Godskesen førte overpræsident Jonquiéres
og borgerrepræsentationens formand Th. Stauning til bords. Det var
lutter idyl.
Men det var for meget idyl. At se Stauning, der dengang endnu ikke
var blevet landsfader, arm i arm med den ærkekonservative Godske
sen, og at høre om udveksling af venskabelige bordtaler, det var ikke
noget, den menige vælger syntes om. Og kommunalpolitikerne selv
kom utvivlsomt mere og mere til at føle trang til, at vandene skulle
skilles. Med enigheden var det nemlig i virkeligheden kun så som så.
Det var oprindelig de konservative i borgerrepræsentationen, der
havde foreslået, at der i forbindelse med forarbejderne til den fore
stående lønreform skulle foretages en undersøgelse af »administra
tions- og lønforholdene i deres helhed«, og meningen hermed var sim
pelt hen, at der skulle finde en generalundersøgelse sted med hensyn
til, om der ikke kunne spares på personaleudgifterne. Inden for social
demokratiet var ønsker og forventninger i den retning sikkert langt
mere tempererede, men at modsætte sig en undersøgelse kunne der
ikke ret vel være tale om. Rundt omkring i indland og udland begyndte
man at nedsætte sparekommissioner; det spørgsmål begyndte at
brænde på: skal Københavns kommune ikke også have en sparekom-
mission?
Det bekræftende svar herpå kom ved behandlingen af en anden sag.
Ifølge en gammel bestemmelse skulle der i året 1920 fastsættes nye
regler for afskrivning på kommunens anlæg og ejendomme. I denne
anledning havde magistraten anmodet bankdirektør Hassing Jørgen
sen og J. Schaarup, der i 1918 havde afløst kaptajn Jessen som direktør
for kommunens hovedbogholderi, om at fremkomme med forslag til
ny værdiansættelse af kommunens aktiver og til nye afskrivningsregler
samt til at fremsætte deres syn på kommunens finansielle stilling i
almindelighed. Fra disse to herrer forelå nu en betænkning, hvori der
Vilhelm Jespersen
152