151 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
ligge noget over statens; det var ikke noget nyt, kommunen havde også
tidligere ligget over; men forskellen var vistnok blevet forøget. Dette
vakte en vis irritation i rigsdagen og blandt statstjenestemænd, hvilket
blandt andet kom frem i et foredrag, som kontorchef (senere departe
mentschef) Dalhoff i november 1920 holdt i Nationaløkonomisk Fore
ning. Jeg var til stede i det møde, og i den efterfølgende diskussion
fremkom jeg med nogle modbemærkninger, som i lidt mere udarbej
det form blev offentliggjort i ministeriernes månedsblad. Hovedind
holdet heraf var, at Københavns kommunes lønninger til de store per
sonalegrupper var afstemt efter arbejderlønningerne i København, og
at der var et lignende forhold imellem statens tjenestemandslønninger
uden for hovedstaden og arbejderlønningerne sammesteds; grunden
til uoverensstemmelsen mellem statens og kommunens lønninger for
tjenestemænd i hovedstaden var derfor den, at staten satte stedtillæget
for hovedstaden (og måske for de større købstæder) for lavt. Om der er
sket forskydninger i dette forhold senere, ved jeg ikke; men jeg føler
mig ganske sikker på, at det dengang var helt rigtigt.
For øvrigt måtte sammenstillingen mellem løn + almindelige tillæg
i stat og kommune blive misvisende, når man ikke tog hensyn til for
skel i eventuelle særlige tillæg og i adgang til indtægt uden for tjene
stestillingen. For sekretærer og fuldmægtige i de ministerielle kontorer
var det dengang som nu således, at de normalt havde en formiddags
stilling andetsteds og først derefter mødte i ministeriet. Noget tilsva
rende fandtes ikke i kommunen; på rådhuset blev kontortiden fastsat
til at være fra kl. 9 til kl. 4, også for sekretærer og fuldmægtige, og selv
om morgenpræcisiteten kunne lade en del tilbage at ønske, og selv om
der måske var enkelte undtagelser, så var i alt fald i min tid en sådan
almindelig formiddagsfrihed som i ministerierne udelukket. Dermed
var også muligheden for supplerende indtægter stærkt begrænset for
kommunens sekretærer og fuldmægtige. En undtagelse dannede dog
kommunens skattedirektorat; der var der regelmæssigt et stort arbejde
efter kontortid, som blev vederlagt med de såkaldte ligningshonora
rer. - For at orientere mig lidt, foretog jeg en undersøgelse af eksa
menskaraktererne for de i kommunens tjeneste ansatte juridiske kan
didater; det viste sig, at i skattedirektoratet var antallet af personer
med 1. karakter særdeles betydeligt, men ellers var »laud-procenten« i
almindelighed dårlig. Selvfølgelig var og er der enkelttilfælde, måske
149