146 / 199
tænkte sig vist, at der hos dem kunne ventes større imødekommenhed
over for personalet. Jeg har fra første færd været en tilhænger af, at
praktisk talt ethvert spørgsmål om forståelse af gældende regler skal
kunne forelægges de almindelige domstole eller, hvor det drejer sig om
overenskomster med arbejderorganisationer, da for de instanser, som
ellers er gældende for disse. Det har jeg arbejdet for, hvor jeg kunne,
og det er også i det hele blevet resultatet - var måske også blevet det
uden min tilskyndelse - , og det var jeg meget tilfreds med. Det er en
stor betryggelse for begge parter, at kan man ikke blive enige om for
ståelsen, kan man få spørgsmålet afgjort på ganske normal måde af en
uvildig domstol.
Mindre tilfreds var jeg derimod med kommunens sagfører. Det var
tidligere højesteretssagfører Ch. Shaw, men det gik ved hans død over
til højesteretssagfører Esb. Trolle. Når der blev anlagt sag imod os, fik
Trolle naturligvis sagens akter og dermed fuldt kendskab til de faktiske
omstændigheder og til de grunde, der havde været bestemmende for
kommunen. Men derudover ønskede han ingen indblanding fra kom
munens side; hvorledes sagen skulle føres, måtte han alene om. Dette
kunne i den skriftlige procedures tid give sig mærkelige udslag. En
gang kom Kommunalt Arbejderforbunds repræsentanter til mig og
var dybt indignerede; det var løgn og atter løgn - sagde de - hvad der
blev fremført fra vor side i en retssag. Jeg henvendte mig til Trolle, og
han sendte den fuldmægtig, der havde konciperet det pågældende
indlæg, ind til mig. Nu er løgn et grimt ord, som man ikke skal bruge,
når man ikke er nødt til det. Men ubestrideligt var det, at fuldmægti
gen havde givet sin fantasi noget spillerum og skrevet adskilligt, som
ikke var i overensstemmelse med virkeligheden. »Skal vi ikke nøjes
med at sige, at jeg har givet en noget advokatorisk fremstilling af
sagen?« sagde han. Ja , det kommer jo an på, hvordan man opfatter en
advokats opgave. Samme fuldmægtig var sandelig ikke nogen ringe
mand; tværtimod; højagtet af alle steg han i graderne og nåede til
sidst op i retsvæsenets højeste stilling. Men princippet, at sagføreren
skulle være helt uafhængig med hensyn til sagens førelse, var farligt,
særlig i den skriftlige procedures tid.
Efter retsreformens gennemførelse kunne det ikke gå så galt som i
det her omtalte tilfælde. Repræsentanter for kommunen kunne jo nu
ikke blot i højesteret, men også i lavere instanser overvære proce
Vilhelm Jespersen
144