fast ordning med møder hver eller hveranden måned. Ved disse møder
var det som regel min opgave at være den, der forelagde sagerne, og
derefter udviklede der sig en forhandling, hvorunder de forskellige
kunne udtale sig meget frit. Det var ingen besluttende, men kun en
rådgivende forsamling, og da borgmestrene fra de andre afdelinger
var til stede, kunne de straks gribe ind eller tage forbehold, hvis de
ikke var enige i det, som deres institutioner fremførte. Og borgmester
Jensens faste hånd hvilede over det hele.
Det var cheferne for de store erhvervsvirksomheder, der særlig tog
ordet. Sporvejsdirektør Nørregaard og hans efterfølger Juel-Hansen
var fremtrædende deltagere; ligeså Børresen, der efter en kort udflugt
til det private erhverv var vendt tilbage til kommunen som direktør
for belysningsvæsenet; at der tidligere havde været en vis kappestrid
mellem ham og mig, lagde ingen hindring i vejen for et godt sam
arbejde mellem os nu. Også Poul Sørensen, direktør for vandforsynin
gen, ydede vægtige bidrag. Men det var der mange andre, der gjorde;
det er ikke fornødent at nævne navne; det var en meget nyttig ord
ning, der blev indført med disse institutionschefs-møder.
Samarbejdet i chefsmøderne suppleredes derved, at der efterhån
den i hver af de store institutioner blev en tjenestemand, der - under
vedkommende chefs overledelse - havde løn- og andre personalesager
som sit speciale. Med disse lønspecialister rundt i institutionerne fik
lønkontoret et nært, mest telefonisk samarbejde, der var til støtte for
begge parter, og til forebyggelse af sådanne uensartede fremgangs
måder, som kunne give organisationerne anledning til at fremsætte
krav med den motivering, at når en af kommunens institutioner kunne
indrømme tjenestemændene et eller andet, så måtte de andre institu
tioner da også kunne gøre det.
Ja , organisationerne kom nu til at spille en stor rolle, og ligesom der
blev holdt møder med institutionscheferne, således blev der også holdt
møder med repræsentanter for de kommunale organisationer.
De kommunale organisationer adskilte sig på forskellig måde fra de
»frie« organisationer, som vi kaldte de almindelige arbejderorganisa
tioner, hvis medlemmer for størstedelen var beskæftigede hos private
arbejdsgivere. De frie organisationer vidste, at gennemførelsen af
krav udover en vis grænse uvægerlig ville medføre, at et større eller
Vilhelm Jespersen
140