145 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
°g gjorde det af yderste evne. Men derfor behøvede vi ikke at være
personlige modstandere; forhandlingerne gled lettere, når vi ikke var
det, og det var ret beset en fordel, ikke til skade, for de interesser, vi
repræsenterede.
Engang sagde en af Kommunalt Arbejderforbunds ledende mænd
til mig: »Glem aldrig, herr kontorchef, at vel er det vigtigt, at der
kommer godt på vores egen tallerken, men det er skam endnu vig
tigere, at der ikke kommer mere på naboens tallerken«. Det var så-
mænd ikke nødvendigt at sige det til mig; det daglige arbejde skulle
nok minde mig derom. Det lyder ikke så godt, som han sagde det; det
lyder som den pure misundelse. Men det er det ikke; der er også et
moment af retfærdighedstrang deri. Han kunne også have sagt - og
det ville han nok have gjort, hvis han skulle udtale sig offentligt
»Glem ikke, at ethvert plus skal være vel begrundet; ellers kan man
ikke forlange, at de, der ikke får det, skal se med sindsro derpå«. Men
det er meget vanskeligt for mennesker, man kan godt sige: for os alle,
at erkende, at det er velbegrundet, at andre får plusser, vi selv ikke
får. Det er vanskeligt for den enkelte; det er endnu lidt vanskeligere
for den enkeltes kone (eller mand), og det er uhyre vanskeligt for en
gruppe af ligestillede, det være sig en stand, en klasse, en nation eller
en race. Sådan er det i den store politik, sådan i den lille politik, og så
dan også i det lille afsnit, jeg havde med at gøre. Det er som at skære i
levende kød. Men arbejdet skal gøres, og jeg var glad ved mit arbejde;
det var vel værd at anvende al sin flid og evne på.
Når organisationernes henvendelser drejede sig om lønforhøjelser, nye
stillingers oprettelse, gunstigere regler om pension og sygeløn m .m .,
kort sagt om nye landvindinger for organisationernes medlemmer, var
kommunalbestyrelsen sidste instans. Anderledes var forholdet, når
sagen drejede sig om forståelsen af de gældende bestemmelser; her var
det domstolene, der havde det sidste ord.
Da jeg begyndte at få med lønsagerne at gøre, var der en vis tilbøje
lighed til at søge uden om domstolene. I forskellige regulativer m .m .
var der en paragraf, der sagde, at magistratens afgørelse af tvivls
spørgsmål var endelig og ikke kunne indbringes for domstolene. Det
var måske en reminiscens fra tiden før den fri forfatning. Fra organi
sationernes side fremsattes der ønske om særlige voldgiftsretter; man
143