![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0142.jpg)
37 år i Københavns kommunes tjeneste
mindre antal virksomheder blev urentable og måtte lukke og derved
fremkalde arbejdsløshed. Denne hemsko havde de kommunale organi
sationer ikke på sig. På den anden side havde de frie organisationer i
strejketruslen et effektivt våben, som de kommunale organisationer
ikke kunne bruge på samme måde. Teoretisk kunne der ganske vist
diskuteres om, hvorvidt tjenestemændene havde strejkeret eller ej.
Men i praksis var kommunal strejke ikke noget, man regnede med;
selv den afsvækkede form for strejke, som kaldes deponering af opsi
gelser, blev i min tid kun sat i værk 2 eller 3 gange, og aldrig af flere
organisationer på samme tid. De komunale organisationer var således
både stærkere og svagere end de frie; måske gik plus og minus lige op.
Om mødernes forløb har brandchef Vinding, der i sine yngre dage
var medlem af Kommunalforeningens bestyrelse og derfor en af møde
deltagerne, i »Ingeniøren« for 20/12 1947 skrevet en artikel, som for
andre deltagere i den tids møder på fornøjelig måde bringer dem lys
levende frem i erindringen. Om mødernes begyndelse skriver han: »Et
lille slag med blyanten på klokken, der stod foran borgmester Jensens
plads, bragte stilhed, og så begyndte han på en mere eller mindre im
proviseret tale. . . . Indledningen var gerne en række traditionelle
vendinger, og man kunne høre, at borgmester Jensen omtrent kunne
lade munden køre løs på egen hånd, medens han tænkte sig om, - der
kom fortalelser og rettelser og gentagelser - men så med et var det,
som om der blev hæftet en krog i vognen, og så gik det støt fremad i
velformede sætninger, og nu kunne man mærke, at hvert ord var over
vejet. Nu var vi ved det væsentlige, og det var intet lefleri for tjeneste
mændene, der kom fra hans side.« Dette er fuldkommen rigtigt, og
det gælder også når Vinding skriver, at den følgende realitetsdebat
som regel endte med, at det blev, som borgmester Jensen havde sagt,
at det skulle være. Derimod må det bero på en fejltagelse, når han
skriver, at jeg blev kaldt for »lønguden«. Jeg har aldrig hørt det, og jeg
tror ikke, det er rigtigt. En gud har magt, men jeg havde ingen virke
lig magt; min opgave var, som jeg har sagt, at trække diagonalen i
kræfternes parallelogram. Dermed vil jeg ikke sige, at jeg var uden
indflydelse; i teorien er geometriens omtalte diagonal uendelig tynd
og fuldkommen lige; i virkeligheden bliver den tegnede linie både tyk
kere og mindre lige, og når man forlader billedet og går over til den
virkelighed, som jeg har anvendt billedet på, er muligheden for afvi
141