134 / 199
være hovedbogholderi-tjenestemand og tage personalesagerne fra
mig. Dem kunne han jo så give til sekretariatet, der viste lyst til at
blande sig i dem.
Dette forebragte jeg for borgmesteren i passende afdæmpede ven
dinger. Ikke som noget, der hastede på dag og time; men alligevel som
noget, der ikke kunne udskydes ret længe. Borgmesteren vendte imid
lertid det døve øre til. Om hensynet til Børresen har bidraget hertil,
ved jeg ikke. Det afgørende tror jeg i hvert fald var noget andet, nem
lig at borgmesteren var betænkelig ved officielt at få fastlagt, gennem
et kontors oprettelse, at lønningsvæsenet helt og fuldt sorterede under
magistratens 2. afdeling, hans afdeling. Politisk set er lønsagerne me
get ubehagelige at have med at gøre for dem, der hører til det rege
rende parti, og ikke mindst gælder dette for en socialdemokratisk
politiker. Det var derfor ikke ukært for borgm. Jensen at kunne tro, at
han ved tid og lejlighed kunne fordele ansvaret lidt ved at vise det fra
sig og over til de andre borgmestre. At han, når det kom til stykket,
altid selv ville lægge ryg til, er en anden sag; men bevidstheden om, at
han havde en mulighed for at skyde over på de andre, ville han i dette
øjeblik ikke gerne slippe. Og det måtte han, når der blev oprettet et
særligt lønkontor, der henhørte under magistratens 2. afdeling. Dette
mener jeg var den egentlige grund til, at han holdt igen, skønt han
ikke kunne være uvidende om, at stillingen var ved at blive uholdbar
for mig. Men til mig sagde han, at han ikke kunne gøre os alle til kon
torchefer.
En dag i begyndelsen af januar 1917 fik jeg imidlertid at vide, at nu
var Børresen bleven kontorchef. Så eksploderede jeg. Jeg tror, det var
borgmesteren selv, der fortalte mig det; ellers var eksplosionen ikke
kommen ind i hans stue. Men det gjorde den nu. Jeg rejste mig op fra
den grønne lænestol, jeg sad i, og sagde ham min hjertens mening om
tingene. Jeg var ikke uhøflig; borgm. Jensen var ikke den mand, der
tog imod uhøflighed, og jeg for min del er ikke meget anlagt for at gå
over grænsen, det tror jeg da ikke. Men jeg satte ikke sordin på. Så
gjorde borgmesteren det, som han aldrig havde gjort før eller gjorde
senere; han halede en cigarkasse frem af en skrivebordsskuffe og bød
mig: »Tænd nu en cigar, sæt Dem ned og lad os tale om tingene!« Jeg
har fået mange cigarer budt af ham, på rejser og i hans hjem; men på
kontoret var dette enestående. Han ville berolige mig. Det lykkedes
Vilhehn Jespersen
132