3 7 år i Københavns kommunes tjeneste
relse. Borgmesteren indskrænkede sig da til at sende mine beregninger
til budgetudvalget med en bemærkning om, at krigssituationen af
holdt magistraten fra nu at fremsætte et bestemt forslag.
Mere varmhjertet interesse vakte derimod en anden side af sagen.
Mine undersøgelser havde vist, at lærerinderne blev pensioneret meget
tidligere end lærerne, og at dette forholdsvis fordoblede pensions
udgiften til dem. Var det virkelig nødvendigt at pensionere dem så
tidligt? Også, og i højere grad, rejste dette spørgsmål sig for den nylig
overtagne store personalegruppe sporvejstjenestemændene. Mange
afskedigelser fandt sted i unge år på grund af tilskadekomst eller al
mindelig sygdom, og så kunne det ske, at når først afskeden med pen
sion var bevilget, viste det sig, at den pågældende havde forbavsende
gode kræfter til at tjene penge ved nyt privat arbejde. Der var heri
noget irriterende, og det gjaldt ikke alene de her fremdragne enkelte
grupper af tjenestemænd, men hele kommunen. Det var hele kommu
nens fremgangsmåde ved afsked på grund af svagelighed eller tilska
dekomst, der trængte til at tages op til kritisk eftersyn.
Magistraten foreslog borgerrepræsentationen, at der blev nedsat et
fællesudvalg, hvis opgave skulle være dels at overveje spørgsmålet om
overgang til at afholde pensionerne af en fond, dels at overveje mulig
heden af ændringer i pensionsreglerne, hvorved ufornødne pensione
ringer kunne undgås, og dels at bringe større klarhed til veje om nogle
andre pensionsretlige spørgsmål. Med hensyn til det første punkt var
borgm. Jensen fremdeles yderst forbeholden. I sin forelæggelsestale
udtalte han, at han fandt det »dog ikke sikkert, at det ikke er rigtigt i
hvert fald at tage det spørgsmål op til undersøgelse, om det ikke var
værd at forsøge at ændre kurs«. Man skal lede længe for at finde en
sætning, der kan stå mål med denne i forbeholdenhed. Men spørgs
målet om pensionsfond kom dog altså med, selv om en kritisk gennem
gang af pensionsreglerne var hovedsagen. Magistratens indstilling
blev fulgt, fællesudvalget blev nedsat i efteråret 1915, og jeg blev det
tes sekretær.
Til brug for dette fællesudvalg indhentede jeg oplysninger fra ind
land og udland om pensionsordningerne andetsteds. Blandt de besva
relser, der indkom, var der nogle - særlig fra tyske byer - der viste, at
man der havde en altomfattende tjenestemandsvedtægt, hvoraf pen
sionsreglerne var et enkelt kapitel. Det var for mig noget ganske nyt.
127