130 / 199
Vilhelm Jespersen
Københavns kommune havde sine regler splittet på mange forskellige
vedtægter og regulativer, og det samme gjaldt måske i endnu højere
grad den danske stat. Men dette nye var fristende; det ville være en
stor fordel at få reglerne samlede og samarbejdede, så der f. eks. kunne
blive fælles regler for erhvervelse af adgang til ferie, sygeløn og pen
sion. Jeg begyndte i al stilhed at udarbejde et udkast til en ny altom
fattende vedtægt for kommunens personalevæsen.
Men foreløbig altså kun i stilhed. Det gik nemlig langsomt med ar
bejdet i fællesudvalget. Som foran omtalt var der i krigens første år
meget ringe interesse for spørgsmål om personalevilkår, og da inter
essen begyndte at vågne, var det selve lønnen og tillæg til denne, der
først kom i søgelyset. Men til at behandle spørgsmål herom, havde
fællesudvalget ikke mandat. Indstillinger herom udarbejdedes af ma
gistraten og gik direkte til borgerrepræsentationen eller til dennes
budgetudvalg.
Det første dyrtidstillæg blev kun ydet til forsørgere med børn under 15
år, og kun til sådanne, hvis årsindtægt var under 2800 kr. Det var i
1915. I det følgende år blev der flere gange ydet dyrtidstillæg; be
grænsningen med hensyn til årsindtægt og til forsørgere med børn
faldt bort, men tillæget blev ydet med samme beløb til alle fra direk
tøren til opsynsmanden, alene med den forskel, at ugifte kun fik det
halve. Da budgettet for 1917/18 skulle vedtages, var det indlysende,
at man måtte regne med, at der også i dette år skulle udbetales dyr
tidstillæg; man kunne lige så godt springe i det og på forhånd vedtage,
at der skulle udbetales et månedligt tillæg til lønnen. Nu mente
borgm. Jensen, at tiden var inde til at gå over til at yde et virkeligt
løntillæg, der beregnedes procentvis i forhold til lønnen. Men han var
ikke sikker på, at han kunne få det gennemført, og han ville ikke risi
kere at få et officielt forslag forkastet; han ville prøve sig frem. Sagen
skulle til afgørelse i budgetudvalgets sidste møde, et møde, hvori borg
mestrene deltager og hvor der finder en festlig spisning sted. Borgme
steren var betænkelig ved at skulle sidde alene og tumle med de for
skellige muligheder og udregninger; han kunne ikke indbyde mig til at
komme med, da budgetudvalgets møder var sakrosankte, og delta
gelse af andre tjenestemænd end borgerrepræsentationens egne var
udelukket. Han bad mig da komme op og sidde i forværelset, så han
128