131 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
kunne komme ud og konferere med mig. Men budgetudvalgets for
mand, den senere borgmester Christiansen, fik øje på mig en gang
døren gik op, og på trods af alle fortilfælde bød han mig ind, det blev
for mig en meget interessant aften.
Borgm. Jensens forsøg på at få tilslutning til et procentvis tillæg
mødte en kraftig, ja man må sige forbitret modstand. Blandt dem, der
talte imod, husker jeg særlig Anthon Andersen, der senere blev borg
mester, og som sådan var både forstående og hensynsfuld også over for
den øvre del af tjenestemandsstanden. Men her var han rød og rødglø
dende, »de skulle slet ingen ting ha’, skulle de; men da de før har fået
det samme beløb, som de andre, så lad dem også denne gang få det;
men ikke en øre mere!« Han stod ikke ene; stemningen var i alminde
lighed imod det procentvise både hos socialdemokrater og radikale.
Borgm. Jensen kunne ikke få procenttillæget igennem; han måtte
fremsætte sit subsidiære forslag om lige store tillæg.
Under debatten fik jeg lejlighed til at beundre den store regnefær
dighed, som nogle af borgerrepræsentationens medlemmer sad inde
med. At skoleinspektør P. J. Pedersen, den senere borgmester, tumlede
tallene med den største lethed, var vel ikke så overraskende; han
havde jo hovedregning som fag i det daglige liv. Men at også lægen,
fru Harbou Hoff var en stor regnemester, det var forbløffende. Jeg,
der var med som ekspert, måtte sandelig holde ørerne stive, hvis jeg
ikke skulle falde helt igennem. At jeg havde fundet mine overmænd,
var indlysende.
Endnu en oplevelse tog jeg med fra denne aften. Ved bordet kom
jeg til at sidde ved siden af den konservative borgerrepræsentant,
overlæge Fischer. På den tid var spørgsmålet om naturalydelser til
tjenestemænd og om vilkårene for dem ved at komme frem. Reserve
læger ved kommunens hospitaler havde foruden deres løn ret til fri
bolig og en kostportion. Men nogle af reservelægerne var gift og havde
børn, og det havde også været tilfældet for Fischer, mens han var
reservelæge. Jeg benyttede nu lejligheden til at spørge ham, hvordan
han havde fået den ene kostportion suppleret. »Det skal jeg sige Dem,«
svarede han, »det gik ligesom med bespisningen i ørkenen; Vorherre
lagde sin velsignelse i den ene portion, og vi bleve alle mætte.« Sådan
kunne man altså udtrykke det; efter nutidens begreber og tildels også
efter begreberne i 1917 ville det være rigtigere at udtrykke det således,
129