125 / 199
3 7 år i Københavns kommunes tjeneste
arbejde kom til at sætte meget stor pris på. Han troede på sin sags ret
færdighed. Men det var anstrengende at føre denne kampagne, og en
stor del af byrden herved faldt på mig, fordi jeg var den tjenestemand,
som borgm. Jensen søgte bistand hos i denne sag. Det kom sig ganske
naturligt af, at stridens begyndelse gjaldt personaleantal og lønnings
udgifter. Da Westergaard førte striden over i Berlingske Tidende, bad
borgm. Jensen mig om at koncipere udkast til svar. Det gjorde jeg med
stor glæde. Når man har 100% ret, når modparten har givet sig en
mægtig blottelse, og når længden af modpartens indlæg berettiger til,
at man nogenlunde frit kan udfolde sig i sit svar, så er det en svir at
skrive. Jeg havde den glæde, at da jeg kom med mit udkast, ændrede
borgmesteren ikke en tøddel i det; i tavshed læste han det hele igen
nem, nikkede en gang imellem ved passager, som tiltalte ham, og tog
til slut en pen og indføjede under overskriften København-Frederiks-
berg: af borgmester J. Jensen. »Ja tak, vil De så sende det til min fine
ven, hr. Gulmann«, sagde han blot.
Den fine ven - Gulmann og han havde været journalist-kolleger,
derfra udtrykket - tog naturligvis artiklerne. Men om de gjorde noget
nævneværdigt indtryk på Berlingske Tidendes konservative læsere,
turde vist være meget tvivlsomt. Jerikos mure faldt ikke ved dette før
ste trompetstød, og til den dag, hvor dette skrives, er der for øvrigt
kun faldet nogle udenværker. Men vi var nu kommet hen i 1914, og
der var andet og vigtigere at tænke på: den første verdenskrig brød
ud. Under denne medførte forholdene, at København og Frederiks
berg kom i nært samarbejde på mange områder, og at spørgsmålet om
deres sammenslutning trådte helt i baggrunden. Der skulle gå over en
halv snes år, før det blev rejst på ny.
Krigens udbrud fandt sted midt i min sommerferie. Ved skoleferiens
begyndelse var min kone med vore børn taget til Viborg, og den 25.
juli om aftenen fulgte jeg efter. På Aarhusdamperen læste jeg om
Østrigs ultimatum til Serbien, og begivenhedernes forløb i den nær
mest følgende tid fulgte jeg gennem telegrammerne i de Viborgske
redaktionskontorers udhængsskabe. Det var en stor fejl af mig, at jeg
ikke rejste tilbage til København, sådan som så mange af kommunes
ledende folk gjorde. Til forklaring og delvis undskyldning tjener, at
jeg var meget hårdt spændt for med arbejde i det daglige, og at ferien
1 1
*
123