116 / 199
Vilhelm Jespersen
Et efterspil fik sagen. Under udvalgsindstillingens behandling »i
salen« (dvs. i møde i borgerrepræsentationen) fremkom rådmand
Philipsen, der ikke havde været medlem af fællesudvalget, med for
slag om, at man samtidig med, at man gav tjenestemændene den af
forslaget følgende betydelige lønforhøjelse, skulle pålægge dem bolig
tvang, så de ikke længere måtte bo uden for Københavns kommunes
grænser, og altså heller ikke på Frederiksberg eller nord for kommu
negrænsen. Dette vandt stor tilslutning og mødte ringe modstand.
Simon Koch skrev ganske vist en bidende artikel i »Politiken«, hvori
han ironisk priste kommunalbestyrelsen for den glimrende ide til løs
ning af boligproblemet: de lejligheder, der nu stod tomme på grund af
den overdrevne byggevirksomhed i de nærmest foregående år, kunne
man fylde ved at pålægge tj enestemændene at flytte ind; når det
senere blev galt i modsat retning, kunne man pålægge tjenestemæn-
dene at flytte ud af kommunen, og sådan kunne man blive ved, så der
altid bevaredes det rette forhold mellem antallet af lejligheder og
lejere! Men Simon Kochs ironi bed ikke hverken på publikum eller
kommunalbestyrelsen! forslaget blev vedtaget. Det hjalp heller ikke,
at indenrigsministeriet nægtede sin stadfæstelse; så blev forslaget blot
lavet om, så det alene kom til at angå, hvem man ville ansætte og for
fremme, og det lå uden for - eller mentes at ligge uden for - hvad
ministeriet havde kompetence til at blande sig i.
Mig personlig kom denne bestemmelse på tværs. Vor kvist i Nybro
gade var ved at blive for lille til den voksende familie, og vi tænkte på
at flytte ud nord for kommunegrænsen. Nu blev der sat en bom for
dette. Desuden var det mig pinligt at mærke den i store dele af befolk
ningen almindelige uvilje imod embedsmænd og lærere, der fik luft
ved denne lejlighed; i praksis havde den nye bestemmelse næsten
udelukkende betydning for dem, idet kommunens »sølvsnore« næsten
alle boede på kommunens grund. Da forslaget fremkom uden for fæl
lesudvalget, var jeg fri for selv at skulle føre det i pennen eller over
hovedet at have med dets gennemførelse at gøre. Men jeg fandt dog en
lejlighed til at sige borgm. Jensen min mening om bestemmelsen, og
det havde til følge, at borgmesteren midt i al sin travlhed tog sig en
halv time til at forklare mig, hvorfor han var tilhænger af bestemmel
sen. Det var, fordi den gode borger og dermed også kommunens em
bedsmand må være kommunalpolitisk interesseret, og hans interesse
114