112 / 199
Vilhelm Jespersen
fast praksis, at borgm. Jensen sendte alle sager om løn og andre perso
nalevilkår ned til mig til udtalelse, og jeg fik temmelig hurtig en fast
form for mine betænkninger: først referat af den foreliggende sag;
derefter belysning af spørgsmålet ud fra bestemmelsernes ordlyd, fore
liggende fortilfælde og sagens natur; så udredning af konsekvenserne,
især de økonomiske; og til slut min indstilling - altid en indstilling til
at vedtage eller forkaste. Det var ikke det mindst vigtige, at betænk
ningen sluttede med en bestemt indstilling, ikke blot med at fremsætte
pro et contra og så lade spørgsmålet om, hvad der skulle vælges, stå
åbent. I begyndelsen afgav jeg mine betænkninger som håndskrevne
notater, uden underskrift; efter nogen tids forløb gik jeg over til at få
dem maskinskrevne; til sidst fik jeg kaptajn Jessens underskrift. Egent
lig betragtede både han og jeg mit arbejde med lønsagerne som et slags
privat mellemværende mellem borgmesteren og mig; men han ville nu
alligevel ikke have accepteret, at jeg lod sagerne gå uden om ham og
selv underskrev dem; til gengæld gjorde han aldrig nogen indsigelse,
men underskrev alt, hvad jeg forelagde ham. Han havde for øvrigt
fundet et historisk billede, som han holdt af at anvende på forholdet
mellem sig og Schaarup og mig. »Jeg er kejser Wilhelm og De, mine
herrer, er Bismarck og Moltke«. Det var jo meget smigrende for
Schaarup og mig - og heller ikke nogen dårlig placering for kaptajnen
selv.
Af sagerne i den første tid var der særlig mange, der handlede om løn
under sygdom. Magistraten havde udstedt et regulativ herom, og det
viste sig, at der var forskellige vanskeligheder ved gennemførelsen af
dettes bestemmelser. Bl. a. voldte det vanskelighed, at sygedagenes
antal ikke registreredes ens over hele kommunen. Det almindelige var,
at man talte dageantallet fra sygemeldingsdag til raskmeldingsdag og
altså medtog både arbejdsdage og fridage. Men for læreres og lærer
inders vedkommende havde man kun oplysning om forsømte skole
dage, og da skoledagene kun udgjorde ca. to tredjedele af årets sam
lede dage, ville en umiddelbar sammenstilling med det øvrige perso
nales sygedageantal blive misvisende, både i statistikken og når talen
var om, hvor længe der kunne ydes sygeløn. Herom forhandlede jeg
med skolevæsenet, for hvilket Sophus Bauditz dengang var direktør.
Det viste sig umuligt at ændre registreringsmåden, og udjævningen
110