111 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
Der var opstået spørgsmål om forståelsen af nogle af de nye bestem
melser, som borgm. Jensen havde fået gennemført. En tid tumlede
borgmesteren selv alene med spørgsmålene; men en skønne dag blev
jeg kaldt op til ham og fik udleveret nogle sager med anmodning om at
se på dem og komme med en betænkning om dem. En af disse sager
drejede sig om nogle andragender fra tjenestemænd, der var blevet
sprunget forbi i lønanciennitet af yngre, som havde gjort ganske
samme karriere som de, kun på et senere tidspunkt og derfor under de
nylig vedtagne gunstigere regler. Det, der var passeret, betød en
utvivlsom uretfærdighed imod de oversprungne; men at give de nye
regler fuld tilbagevirkende kraft lå ganske uden for forudsætningerne
for vedtagelsen og ville blive en dyr historie; jeg foreslog så at gå en
mellemvej og at lade dem, der faktisk blev sprungne forbi, rykke op
ved siden af springerne. Der kunne indvendes adskilligt imod denne
løsning, men dens økonomiske virkninger kunne overses og var be
grænsede, og med den var brodden taget af klagerne. Borgmesteren
tog sagen i den samlede magistrat, og her stod man noget usikker over
for den; de fire borgmestre enedes så om at holde et aftenmøde på
borgm. Jensens kontor til drøftelse af sagen. Til dette møde anmodede
borgmesteren mig om at komme til stede. Med nogen spænding mødte
jeg op. Jeg vidste, at Malon også undertiden havde været tilsagt til
møder, men han havde siddet ude i forværelset, hvor borgm. Jensen
lejlighedsvis kom ud og spurgte ham. Var det det samme, jeg var til
kaldt til, eller skulle jeg deltage i borgmestrenes møde? Det viste sig at
være det sidste; borgm. Jensen kaldte mig ind og anviste mig plads ved
sin side, og så sad jeg unge mand der ved det grønne bord, alene med
de fire borgmestre. Jeg placerede mig på den yderste spids af stolen,
rank som et lys og med armene ind til kroppen, og var meget betaget
af situationen. Men så begyndte forhandlingen, og borgmestrene var
meget elskværdige, både de to etatsråder fra den gamle tid og de to
nye ikke betitlede. Efterhånden fik jeg sat mig naturligt på stolen og
blev min generthed kvit; når der skulle debatteres, følte jeg mig på
hjemmebane. Det endte med, at borgmestrenes betænkeligheder blev
overvundne, og at de godkendte mit forslag.
Da jeg gik hjem den aften, var jeg i højt humør; jeg forstod, at dette
var en begyndelse, som kunne føre til mere; at jeg havde grund til at
vente, at jeg ville blive brugt. Og det blev jeg. Det blev nemlig nu en
10
109