99 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
mand med en stor børneflok uden at få hjælp. Han kom op på kon
toret for at melde, at et af børnene var død. Efter gældende regel
skulle der udfyldes et nyt stort skema, hver gang familiemedlemmer
nes antal forandredes ved fødsel eller død, og da det tidligere skema
lå på rådhuset og først kunne komme ud til os den følgende dag, be
gyndte jeg at stille skemaets spørgsmål: fulde navn, fødedag, fødested
osv. Så for han op, og med en stemme, som var bristefærdig af harme
og gråd, råbte han: »Men kender De mig da ikke mere? Hvorfor skal
jeg på ny fortælle alt det, som De for længst har fået besked om?«
Reglen om et nyt skema havde nu en fornuftig begrundelse, og i virke
ligheden var han selv tjent med at hjælpe mig til hurtig udfyldelse af
skemaet fremfor at vente på, at de gamle papirer kom fra rådhuset.
Men jeg havde altså båret mig kluntet ad og ikke forklaret ham sagen
ordentligt. Det varede nogen tid, inden vi kom på god fod igen. Og jeg
havde for første gang fået en advarsel om, at skemaers udfyldning er
en hård belastning for borgernes tålmodighed.
En anden oplevelse gjorde også et stærkt indtryk på mig. Et uden
for ægteskab født barn havde ligget på hospital og kunne nu udskri
ves. Men moderen var flyttet, og hospitalet kendte ikke hendes nye
adresse. Politiet, der blev spurgt, kunne ikke finde hende. Så blev der
rettet henvendelse til vort kontor, jeg blev mobiliseret, og jeg fandt
moderens nye bopæl som ansat på en restauration et sted i den indre
by - og var ret stolt over mine detektiviske evner. Men glæden over
min bedrift forsvandt rigtignok, da jeg personlig indfandt mig i
restaurationen for at bringe moderen det gode budskab, at hun nu
kunne hente sit barn. Det vakte i sandhed ikke glæde. Mage til surt
ansigt skulle man lede længe efter; hun havde så sikkert håbet, at hun
nu var sluppet af med det barn. Måske havde politiet været klogere
end jeg ved ikke at lægge så stor energi i eftersøgningen.
Endnu en erindring fra min distriktstjeneste må jeg nævne: en
14-årig moder. Halvt et barn og halvt en desillusioneret og slidt vok
sen kvinde. Det var sørgeligt og uhyggeligt at se hende og tale med
hende.
Min distriktstjeneste varede knap et år. Så fik jeg et vink om, at der
var en stilling ledig i et af forsørgelsesvæsenets kontorer på rådhuset,
og at jeg burde søge den. Det gjorde jeg, og fra 1/3 1904 blev jeg ud
nævnt til assistent i magistratens 3. afdelings 1. sekretariat.
9
97