96 / 199
assistent i forsørgelsesvæsenet. En af de første dage på rådhuset gik jeg
derfor over til borgm. Jacobi i hans træffetid. Han gav mig en god
modtagelse og stillede mig antagelse i udsigt, når der blev en stilling
ledig. Men det kunne godt vare nogen tid, og indtil da måtte jeg for
berede mig ved at gøre volontørtjeneste på et fattigdistrikts kontor om
morgenen inden hovedbogholderiets kontortid. Herom henviste borg
mesteren mig til en af sine sekretariatschefer, kontorchef Thierry.
Thierry var en original af den slags, som man ikke så let finder nu om
stunder. Han gav mig anvisning på et fattigdistrikt på Nørrebro og
gav mig i øvrigt besked om at indsende en ansøgning, bilagt forskellige
oplysninger, også eksamensbevis; »vi har jo ikke brug for teologi, og
De har naturligvis 2den karakter, men De må nu sende beviset allige
vel«. Da han så fik ansøgningen og eksamensbeviset, for han - blev det
mig fortalt - ud i kontoret og gjorde stort postyr: »Denne mand må
være ganske gal; han har en eksamen, som han kan blive bisp på, og
alligevel søger han ind hos os!« Og da jeg næste gang mødte op og blev
meldt hos ham, kom han selv frem i døren, smækkede den op på vid
gab, bukkede til jorden og titulerede mig »Deres Eminence«. Det
havde naturligvis været mig kærere at få en assistent-ansættelse med
det samme; men denne pudsighed var dog en lille opmuntring i min
noget triste ekstraskrivertilværelse. Thierry fastholdt for resten den
titulation i lang tid, og mindedes den med et vemodigt smil, da han
mange år senere som pensionist sad hos mig på mit kontor og drøftede
en for ham noget vanskelig sag, hvor - så vidt jeg husker - eminencen
lykkeligvis kunne give ham en lille håndsrækning.
For øvrigt havde jeg også en opmuntring i selve hovedbogholderiet.
Min gerning bestod ikke udelukkende i at være til rådighed for den
faste skriver; jeg skulle også på egen hånd revidere nogle hospitals
regnskaber, heriblandt regnskaber over Kommunehospitalets patient
betaling, der skulle sammenholdes med tilgangs- og afgangslister for
patienterne. Der viste sig at være mange og store uoverensstemmelser,
og jeg skrev antegnelse på antegnelse. Til sidst afleverede jeg koncept
til ca. 600 antegnelser for det år eller del af et år, som revisionen om
fattede. Schaarup blev nærmest forfærdet over at få dette opus og
troede ikke på dets rigtighed; han sendte derfor en mand ud på Kom
munehospitalet for underhånden at undersøge, om det dog ikke skulle
være en teologisk misforståelse. Men nej; de stikprøver, man tog, be
Vilhelm Jespersen
94