HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

37 år i Københavns kommunes tjeneste

mit inderste ønske. - Da jeg ved vikariatets udløb midt i april kom til

bage til Danmark, var alle, jeg talte med - også biskop Fr. Nielsen,

som var så venlig at indbyde mig op til sig i Aalborg - enige med Jens

Warming i at fraråde mig at begynde på et medicinsk studium.

Så gav jeg mig Jens i vold. Jeg fik tilsagn fra retsformand Madvig,

der var husven hos min mormor, fru Christiane Raaschou, hos hvem

jeg boede, om at han ville søge at bane vej for mig hos fattigborgme

steren, etatsråd Jacobi, og jeg gik med Jens op på Københavns rådhus

til hans omtalte manuducend, assistent af

. klasse i hovedbogholde

riet, stud.polit. Johannes Schaarup. Han tog godt imod mig og fore

stillede mig for kontorets chef, kaptajn Jessen. Det traf sig så heldigt,

at der netop på grund af en forflyttelse og dermed følgende oprykning

var blevet en stilling som ekstraskriver ledig. Den blev tilbudt mig, og

jeg tog imod tilbudet og blev med det samme præsenteret for kontorets

personale og lykønsket af dette til antagelsen. Denne velmente lyk

ønskning kneb det for mig at tage imod; da jeg var færdig med at tale

med kaptajnen og Schaarup og havde fået besked om at begynde min

tjeneste på kontoret næste mandag, gik jeg op på Frue Plads og stod

længe der og så over på Universitetets grå kasse. Den var mig inderlig

kær; jeg foretrak den langt for det nye fine rådhus, som jeg nu skulle

høre hjemme i. »Hun var Gud bedre det gammel og grå, men hun var

nu min« skrev jeg ned til Povl i Rom samme eftermiddag. Det var min

afsked med det akademiske liv.

I forsørgelsesvæsenet

Min gerning som ekstraskriver i hovedbogholderiet bestod for en væ

sentlig del i at være til disposition for den faste skriver, tælle sammen

for ham og hjælpe ham med at få hovedbogen til at stemme, bl. a. ved

lange talkonferencer ud over kontortiden, når kvartalsafstemningen

voldte vanskeligheder. Det var ikke morsomt, og det gjorde ikke til

værelsen bedre for mig, at den skriver, hvis underordnede jeg således

skulle være, var en gammel skolekammerat, som jeg aldrig havde sat

pris på, og som aldrig havde hørt til de dygtige. Det var rent ud sagt

hampert. Men det var jo heller ikke meningen, at jeg skulle blive ved

at være i hovedbogholderiet; den virkelige fremtidsplan, som Jens

Warming havde fået mig ind på, var at jeg skulle søge ansættelse som