![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0092.jpg)
37 år i Københavns kommunes tjeneste
dagene blive til uger og ugerne til måneder uden at få virkelig klaring
på, hvad der i fremtiden skulle være mit arbejde, som jeg skulle leve
for og af. Til sidst tog jeg mig sammen og gjorde status op. Det var
fastelavnsmandag 1902.
Status så sådan ud. Positiv teolog kunne jeg ikke blive. Negativ teo
log ville jeg ikke være, og det var for øvrigt næppe heller noget leve
brød. Ikke-teologisk videnskabelighed, som andre teologer var gået ud
til, måtte forudsætte, at man allerede i sin studentertid havde været
interesseret i og beskæftiget sig med det fag, som man senere gik fuldt
over til; men jeg havde ingen særlige interesser haft udover teologien
og havde ingen kundskaber uden for den. Så var der lærervirksom
heden tilbage. Den havde jeg nu prøvet i nogle måneder, og jeg var
bleven klar over, at den havde jeg ikke evner for. Dertil kom, at når
jeg skulle være lærer, måtte jeg have religion som fag, til at begynde
med vel endog som hovedfag; og det kunne og ville jeg ikke. Så den vej
var også spærret. Med andre ord: jeg måtte slå en streg over de sidste
6
V
2
år, kun regne med at jeg havde taget studentereksamen og gøre en
ny begyndelse derudfra. Som den akademiker jeg var med hud og
hår, tænkte jeg mig, at det måtte ske ved at jeg begyndte et nyt stu
dium, og det, jeg ville foretrække, var medicin. Det var i min kreds en
udbredt opfattelse, som jeg dengang også selv delte, at jurister hoved
sagelig beskæftigede sig med dødt papir, i modsætning til de andre
akademikere, præsten, læreren og lægen, hvis gerning lå midt i livet,
blandt levende mennesker. Når jeg nu ikke skulle være præst eller
lærer og gerne ville have en levende gerning, så måtte jeg vælge
lægens. For øvrigt havde min farfar været læge, og jeg havde selv i
min første studentertid været inde på tanken om at slå om til medici
nen. Det var derfor ikke så mærkeligt, at mine tanker også nu kom til
at gå i den retning. Der var kun det med pengene; far kunne ikke mere
underholde mig; men det kunne vel ordnes ved et lån.
Dagens resultat blev, at jeg satte mig ned og skrev 4 breve: til far og
mor at jeg forlod teologien og ville prøve at blive læge; til Povl Hel-
weg-Larsen det samme og at jeg derfor ikke kunne rejse til Italien med
ham; til en morbror, om han kunne låne mig nogle penge; og til min
fætter Jens Warming - den senere professor i statistik - , om han ville
skaffe mig oplysning om mulighed for legater og anden studiehjælp.
Det var underligt sådan at sidde og lægge sit liv helt om og sende breve
91