114 / 237
1 1 2
Thøger Bang
ørarbejderne var smukke, men ikke urimeligt store, der
blev nok bygget i vandet, men det var på dybder, der
næppe nogetsteds har været over
y2
m.
Krigen nødvendiggjorde naturligvis armeringsarbejder
af samme art som på de øvrige fæstningsfronter, men de
blev kun af ringe omfang, og Christianshavn blev ikke på
noget tidspunkt udsat for et alvorligere angreb; byen var
omgivet af enge og lave grunde i stranden, d.v.s. et terræn,
som er en mellemting mellem land og hav og dermed no
get af den bedste passive beskyttelse, en fæstningsbygger
kan ønske sig (ved senere tiders befæstning skulle Kalve
bod Strand og Saltholm yde lignende tjenester), og Chri-
stianshavns vold gav ved sin blotte eksistens en sikring af
København mod adgang fra syd. Det var desuden den
eneste del af Københavns fæstningsring, om hvilken man
kunne sige, at dens erobring ikke ville medføre hele fæst
ningens øjeblikkelige fald.
Isvinteren gav særlige problemer. Man måtte naturligvis
ise i gravene ligesom på de øvrige fronter. Men desuden
var der to huller i volden dér, hvor Christianshavns Kanal
løb igennem, og der fremkom også en risiko for, at volden
kunne omgås på fløjene. Hullerne i volden blev ligefrem
fyldt ved, at man lagde skibe indrettet til forsvar tværs
over kanalen, og ligeledes lagde man forsvarsskibe ud for
voldfløjene.
De provisoriske befæstningsanlæg, som efter stormen
blev bygget i den rolige sommer 1659, gav Christianshavn
en erstatning for den lille gamle portravelin (der, som
kortet viser, ikke engang var så bred som den nutidige
Amagerbrogade), idet der byggedes en ny stor ravelin med
foranliggende grav og yderdæmning (punkterede). Des
uden kom en m iniaturebastion »det nye Batteri« ved D.
Efter krigen begyndte ombygningen af Christianshavns
vold i 1667, først partiet mod syd med tilslutning til den
nye Vestervold ved Langebro, og senere i århundredet