116 / 237
1 1 4
Thøger Bang
1660). Fra Peblingesøen blev vandet ledet ad en kanal ved
nuv. Gyldenløvesgade ind til graven ved Jarmers Bastion.
Christian IV opdelte så graven i bassiner, det højestlig-
gende ved tilløbet fra Søerne og de følgende mod nord og
syd med sukcessivt lavere vandstand, således at vandet
kunne risle fra bassin til bassin; dog blev systemet lidt
mere kompliceret ved, at der dels skete en afledning ind til
byen til vandmøller og andet og dels en tilledning af sp il
devand.
Bassinerne var adskilt af stemmemure (batardeauer),
som var så solide, at de skulle kunne modstå beskydning
og vandets tryk. Oversiden var formet som en skarp tag
ryg for at vanskeliggøre passage hen ad den, og hertil hen
tyder den gamle danske betegnelse »kam« for murene; på
lignende måde opstod den franske (d.v.s. internationale)
benævnelse dos d’åne og den engelske sow (benyttet af
Manley i belejringsskildringen; den kan give anledning
til landøkonomiske betragtninger over svinets udvikling
siden da). For yderligere at hindre overgang var der på
midten af muren anbragt et lille rundt tårn (eventuelt
fle r e ).
Det højeste og vigtigste bassin lå mellem Vesterport og
Nørreport, og den afsluttende regulering og uddybning
af graven her foregik under en tørlægning i tiden omkring
1620. Vandstanden i bassinet var den samme som i Peb
lingesøen, d.v.s. godt 5 m over havfladen. Ved Vesterport
afsluttedes bassinet af den store kam uden for Vesterport,
dens beliggenhed var midt under det nuv. Vesterbrogade-
kryds på Rådhuspladsen. Fra denne kam og ud til en kam
ved stranden lå et bassin, hvis vandspejl har været 1 m
over havfladen.
Vesterportkammen var stor og vigtig, med ca. 4 m ’s for
skel i vandhøjderne, og man ved, hvor stor betydning der
blev tillagt den under belejringen, idet dens ødelæggelse
ville have medført tørlægning af det øvre gravbassin.