11 / 260
A
L T skal væ re som det gamle, ellers kan vi ikke forstaa
l det; men alt skal tillige væ re nyt, ellers keder det os.
I de Ord har en Mand, der va r k log paa Menneskene og
Livet, formuleret det store Publikums evige Fordring.
K rave t er vanskeligt, — urimeligt, om man vil. Men er det
ikke netop T ivolis Lykkeskæbne , at hver eneste Slægt fandt
det gammelkendt og nyt? T ivoli groede ud a f Voldenes Køben
havn. Det bar altid Minder derfra. Det fornyedes gennem T i
dernes Skiften. Men endnu fornemmer vi, paa Tivolis Grund,
noget fjærnt, der kalder paa os, en dæmpet K lang a f gam le
Toner, selv om det er vor egen Tids Melodier, som spilles for
fuldt Orkester.
Der er en gammel Historie, en sandfærdig, om et ungt
Kærestepar, som sværmede i Tivoli, paa den gamle, idylliske
0
. H an ridsede h e n d e s og sit eget Navnetræk i et a f »Øen«s
store Kastanietræer. Der g ik Aar, og T ræ e t blev fældet. Da
va r han D irektør for Tivoli. Han skar S tykket med Navne
ridset ud. I en halv Snes Aar laa det gemt paa Bazarens Loft,
men paa Sølvbryllupsdagen skænkede han hende dette lille
S tykke T ræ med deres Navnetræk, indsat i et Smykkeskrin ,
— en Erindring fra det Tivoli, som de begge havde kært fra
Barndommens og Ungdommens Aar, og som han elskede og
værnede lige til sin Død.
Tusinder i denne B y har noget a f den samme Følelse over
for Tivoli. Dens Udspring er et Barndomsminde om den Stund,
da man sad højt paa F a r ’s Arm — som h an engang havde siddet
hos sin F a r — og med Undren saa Paafuglen dale ned i Panto