15 / 260
5
Græsset gro« over den ganske Vold lige fra Kastellet til
Amagerport. Man følte sig — som det hedder i et a f
Georg
Carstensens
B lade — saa hjærtelig hjemlig, saa sødt omduftet
a f dansk Aande og dansk Væsen, national Gemytlighed og
Naragtighed. Der va r hele den næringsdrivende og skatte
ydende Spidsborgerstand. Der va r agtbare Madammer med
haabefulde Poder og Mopper. Der va r »Grisetterne« og Dri
verne, for hvem København stod som en B rysselerudgave a f
Paris, Gadedrengene, som stormede Voldbakken, saa Skild-
vagten g ik imod dem med fældet Bajonet, og unge Kærestefolk,
deri Reglen eskorteredes
a f en væ rd ig Moder eller
Tante. Volden va r paa
denne Aften »Kæreste
folkenes
Trommesal«.
Alle de Forlovelser, som
det sidste A ar havde pro
duceret, kunde man her
tage i Øjesyn, medens
Solen g ik ned til K lok
kernes Kimen . . . .
Saa vandrede man
hjem til Theen, inden Mørket svøbte sig om Staden. En sildig
Aftenvandring kunde paa sine Steder væ re ret besværlig. Gade
belysningen va r jo kummerlig, om Lygterne overhovedet blev
tændt. Det saakaldte »Magistratsmaaneskin« forsvandt først i
1847, og paa Gasbelysning maatte man vente indtil 1857. Naar
Lygterne lyste særlig svagt, skældte man paa Vægterne, som
skulde passe dem, og som jæ vn lig sigtedes for at gøre sig
en lille Ekstrafortjeneste a f at spare paa Trannen. Tivolis Op
rettelse skaffede det brave Vægterkorps adskilligt Bryderi. I
Forvejen var det en yndet Beskæ ftigelse at smaadrille den
natlige Ordens Vogtere, og naar F o lk nu i godt Humør kom
hjem fra det nye Forlystelsessted udenfor Vesterport — ved
de store Fester ofte lidt sent — , kunde Humøret slaa ud i en
særdeles respekt-stridig Kaadhed. Natvægterne maatte da væ re
1
*
V esterport 1839.