12 / 260
2
mimescenens Gulv. Siden gled T ivo li ind i saa mange a f L ivets
festlige Minder. Vi husker det, naar Foraare ts Himmel en
Aften i Maj hvæ lvede sig skæ r og fin over nysprunget Løv,
naar Sommeraftenen lunt og tyst sank hen i den lyse Nats
Dejlighed, — og den dunkle Septemberaften med guldgule
Lamper mellem falmede Blade, det flimrende Skæ r fra Illu
minationsbuernes matgrønne Kupler, det rislende D rys a f blaa
og røde Stjerner i Raketternes smeldende Ildregn.
Tivoli va r altid det lette Sind, et Strejf a f Sol, et S tykke
blaa Himmel. Ikke blot en Forlystelseshave, men en Gen
spejling a f alt, hvad der rørte sig i vo r B y , fra Sommer kom,
til Sommer gik. Det gam le Tivoli, hegnet a f Vo ld og Stads
grav og K irsebærgang, det nye T ivoli, trængt fra alle Sider
a f Storbyens svimlende Vækst, — begge har en P lads i vort
Hjærte.
Omtrent alt i København er forandret.
T ivo li fik L o v til at ligge, hvor det laa.
Støbte Betonmure skar sig igennem Parkers grønne Plæner,
gennem Bou levardernes A lléer og den sidste Rest a f Vold.
T ivo li aabnede sine Porte for Boulevardernes hjemløse
Linde.
Saaledes er T ivoli, og saaledes holder vi a f det: Symbolet
paa Sol og Glæde, de grønne T ræers, de brogede Blomsters,
de gyldne Festers Fristed.
Vo r B y s lyse, skønne Sommersm il!