læsninger over sine Traged ier, blev han den første Aften som
himmelfalden ved at opdage en Dame i Auditoriet. Det va r
ikke set gennem alle de 37 Aar, hvori han havde læst ved
Universitetet. Kort efter va r der een Dame til, som gjorde det
store Voves tykke . Næste Aften va r der ialt 5, og saa en 12— 14
Stykker. Derefter fik han »et meget nydeligt, anonym t Brev«,
at flere Damer ønskede at høre ham, men skønt man nok
havde sagt dem, at der kom Damer paa hans Forelæsninger,
vidste de ikke rigtig, om de turde ind
finde sig.
Døtrene a f den dannede Middel
klasse g ik ikke paa Kursus. De gav
sig heller ikke a f med lønnet B e skæ f
tigelse, — det skulde da lige væ re en
Smule Perlebroderi og den Slags »Fru
entimmer-Nettiteter«, som de havde
læ rt paa Instituttet. Til Sondringen
mellem de to Køn svarede ved F y r
rernes Begyndelse den Kasteaand, der
skilte Stænderne. Da
Chr. K e h le t
fra
Alléenberg i 1840 havde aabnet sin
Salon i Erichsens Pa læ paa Kongens
Nytorv, hilste »Corsaren« dette K a ffe
hus som det første Tegn paa vaagnende
offentligt L iv i Befolkningen, det første
V arse l om »en Forsvinden a f hin »kleinstädtische« Tone,
hvorved en stræng Skranke sættes for en mere ugenert og
dog sømmelig Sammenblanding a f alle Stænder og begge
Køn.« T il Underholdning for sit Publikum opstillede Kehlet
Panoramer, der hyppigt vekslede, og han g ik videre ved En
gagementet a f et stort Orkester og a f Tyro lersangere. Men
det va r ikke saa let at faa Bugt med Tidsaanden. Damerne
generede sig g a n z u n g e h e u e r ; de forstod ikke, at deres T il
stedeværelse skulde bidrage til at give Tonen Finhed og E le
gants, ikke T ilbageholdenhed og Tvang . Det kunde vel ikke
væ re anderledes endnu. Derimod kunde det nok væ re noget
Chr. K e h l e t
paa A lléenberg,
f. 1785, d. 1846.




