13 / 260
FYRRERNES KØBENHAVN
I
en Overgangsperiode bliver T ivoli til. Fyrrernes København
rummer to Tidsaldre. Nyt brydes med gammelt. T ivo li er
i Pag t med det nye i Tiden, og alligevel møder det Mistro og
Uvilje hos dem, der vil bort fra det gamle. Den Modtagelse,
der blev T ivo li til Del, og den Betydning, som det vandt, faar
først sin Fork laring , naar man ser
Georg Carstensens
Væ rk
paa Baggrund a f den B y og den Tid, hvori det blev skabt.
København var, ved Overgangen til Fyrrerne, kun en B y
med 120,000 Indbyggere, en Hoved- og Residensstad, der blot
va r at betragte som Danmarks største Provinsby. Den bar
endnu Mærker a f de store, nationale U lykke r i Aarhundredets
Begyndelse. Den havde ikke forvundet Fø lgerne a f Bom bar
dementet i 1807 og a f den store, finansielle Misère. Man levede
under smaa Forhold, men Borgerskabet, der va r saare nøj
somt, hyggede sig i jæ vn Tilfredshed bag Voldene.
En a f Tidens egne har sagt om Voldenes Bastioner, at de
lig kærlige Foræ ldres Arme holdt sammen paa alle. Man følte
sig som een stor Familie, og da man havde bedre Tid end
vore Dages Københavnere, travede man om Sommeren helst
alle Bastionerne rundt, inden Dagens Gerning begyndte. Op
til de morgenduelige Vandrere lød fra K irsebærgangen de
smaa Hornblæseres Signaler og Trommeslagernes Hvirvler,
der fik de ellers saa fredeligt græssende Vognmandsheste i
G lacis’et til at sætte a f Sted i en munter Galop. Det gjorde