16 / 260
6
Sk ive for megen Morskab, især hvis man tra f dem sovende.
Det hørte nu engang med til deres Bestilling, at mange op
fattede dem humoristisk. Betegnende er det, at
Orla Lehmann
i sine Erindringer om taler dem som »d isse s t o r e K o m i k e r e
med deres Morgenstjerne fra den tidligere Jernalder«. V a r det
til Æ rg re lse for Vægterne, saa havde et stort Publikum sikkert
sin Fornøjelse deraf, naar der blev langet ud efter Korpset i
Bladene, f. Eks. i en lille, næsvis Notits som denne: »Der skal
for Tiden herske stor Dødelighed blandt Natvægterne, — som
man siger en Fø lge af, at disse Justitsembedsmænd ikke have
kunnet taale at sove i
den stærke Taage , der
i den senere Tid har
væ re t udbredt over Ho
vedstaden«.
Saa lilleby-agtig va r
man.
F o r os lyder det helt
forunderligt, at Sam fun
det va r ved at gaa ud
a f sine Fuger, fordi en
driftig Mand spændte
nogle Heste for en Omnibus, — selv om det naturligvis va r et
stort Frem skrid t i en Tid, hvis faa Drosker tog mindst halvanden
Daler for en Frederiksbergtur. I 1841 blev den første Omnibus
sat i Gang mellem Kongens N y torv og Frederiksberg . Den
va r forspændt med 4 Heste og rummede 14 -16 Personer.
Turen kostede en Mark pro persona. E fter sit Yd re fik dette
Befordringsmiddel straks Øgenavnet »Det sorte Svin«. Saa va r
man mere galant overfor den næste Omnibus. Den bar Navnet
»La dame rouge« efter sin røde F a rv e og formodentlig som
Analogidannelse til Operaen »Den hvide Dame«, der netop det
Aar g ik paa Det kongelige Teater. Eftersom »Svinet« havde
vist sig indbringende, forskrev et Interessentskab a f H yre
kuske »La dame rouge« hertil fra Hamborg. Det va r en B e
givenhed, da den ret elegant udstyrede Dame ankom den 31.