81 / 260
7 i
S ie sb y
hævner sig sk ikkeligt i sit Tivoliblad, naar han ved
Sæsonens Slutning lader en Afskedsvise ende saaledes:
F arvel! — Og Tak for hv e r lystig Spas
Vi sige til hele Skaren:
Ak, nu h a r vi ingen anden Bajas
E n d Gold schm id t med »Corsaren«.
Po lem iken i »Tivoli-Avisen« er gærne a f samme godlidende,
gem ytlige Art. Hvor det gæ lder »Kjøbenhavnsposten« og »For
posten«, som særlig er ude efter T ivoli,-kan Tonen dog blive
bitter og skarp. B ladet bringer Ana lyser over Københavnerne
som det fornøjelseslystne Fo lkefærd , hvis Fornøjelse i Alm in
delighed mere bestaar i at more sig o v e r en T ing end v e d en
Ting. Ved en anden Le jlig
hed ivres der imod Anven
delsen a f Ordet »Søndags-
Publikum« med den ned
sættende Betydning, hvori
det benyttes selv a f meget
jævne Fo lk . Der er, siger
T ivo li-Av isen , Tjenestepi
ger, som, naar de fæstes, betinger sig Udgangstur en Søgne
dag i Stedet for om Søndagen, for »den Dag er det saa s im
pe l t ; saa spadserer alle«. En lang Række Tivoliforhold er
Genstand for Behandling i
S ie sb y s
Avis. Han anker over T o
baksrygn ing i Koncertsalonen; han ryster paa Hovedet over
Publikums Narrestreger, naar en Lunte til Tobakstænding
findes slukket eller trukket ud a f Beholderen, og han ironiserer
over den skønne, barnlige Aand, der ytrer sig ved, at T ivo li
gæster finder en Fornøjelse i at knæ kke Vippebænkene, som
nærmest er bestemt for Børn. T ivoli-Avisen bringer et Billede
a f to Gentlemen, der netop øver en saadan Bedrift. »Det er«,
staar der under Billedet, »et Par højst respectable Personer,
som morer sig med at brække en Vippebænk midt over. Kunst
neren har netop grebet det afgørende Moment, da Forehaven
det er lykkedes og den Ene, medens Bænken knager, ud
bryder: »Se saa, nu har den faaet, hvad den skal ha'e«, hvortil
En Tivolifornøjelse i 1844.