82 / 260
72
den anden svarer med et uendelig polidsk Smil: »Du kan tro,
imorgen falder Actierne!«
Naturligvis anmelder »Tivoli-Avisen« de forskellige Kunst
præstationer paa Etablissementet, og det er — lige saa natur
ligt — lutter forstaaende Anmeldelser. Den priser, i bevæget
Prosa, de tidlige Form iddagstimers Tivoli-Idyl, de saftiggrønne
Plæner, det ypp ige Rosenflor; den beruser sig i Levkø jernes
Duft og fryder sig over den yndige Udsigt over Kalleboderne
og Amagerland fra Tivoliøen, gennem hvis K ikkert man t y
delig kan se de rødmussede Am agerp iger med de brogede
Baand paa det glatte, sorte Liv. Gennem fem Numre a f Avisen
føres en Serie »Tivoli-Billeder«, hvis Vers er et V idnesbyrd om,
at Forfatteren ikke forgæves har læst »St. Hansaften-Spil«. Den
solide Borger, som under et B esøg i T ivo li udbryder:
Jeg kan mig ikke forstaa paa den Sag,
Hvo rledes det sig betaler;
Man siger, de b rug e r hv e r evigste Dag
E n fire H u n d re d e Daler — ,
han er jo kødelig B roder til Dyrehavsspillets Filister, der
»ikke lider det Narreri«, og der er en svag Afg lans a f den
unge Adam over det sidste »Tivoli-Billedes« Poet, naar han
henaander disse Strofer:
Hvilken en dejlig broget Vrimmel
H e r u n d e r Natten s bestjernede H imme l!
Alt h a r en egen roman tisk Duft:
Denne rene balsamiske Luft,
Mængdens Mum len, Musikens Lyd
T ry lle r mig hen i det fjerne Syd ............
Det va r ikke lidt, hvad man saadan fik for 4 Skilling pr.
Nummer. Men Tivoli-Avisen blev ogsaa mangen Aften solgt i
7— 8000 Eksemplarer, og
S ie sb y
betalte sine B idragydere et
Honorar, der varierede fra 1 til 3 Rigsdaler Spalten. I sin tredje
og sidste Sæson va r Avisen rigtignok mat; det hjalp ikke, at
den nu hyppigt va r tryk t paa grønt eller blaat eller lyserødt
Papir. Men i de to første Sæsoner havde den et broget vek s
lende Indhold; det bestandig tilbagevendende tivolistiske Thema