88 / 260
VANSKELIGE AAR
D
E T va r en Sommerdag i 1844. Den jyd sk e Stænderforsam
ling derovre i V iborg holdt et overmaade vidtløftigt Møde.
Der blev talt om An læget a f en Jernbane gennem Jylland.
Man havde sine Tvivl. Kunde det betale sig? Jernbaner va r
vist noget, man skulde væ re forsigtig med. Ganske vist nærede
Københavnerne ikke saa store Betænkeligheder. Det sjæ lland
ske Jernbaneselskab, som fik overdraget Industriforeningens
Koncession, havde netop konstitueret sig og skulde nu til at
arbejde for An læget a f en Bane mellem København og Ros
kilde. Men denne Bane — sagde Kammerherre
Luttichau
i
den jyd ske Stænderforsam ling — kunde m aaske sammenlignes
med et An læg i T ivoli: M an m o r e r s i g v e d det, s a a l æ n g e
de t er ny t !
Der va r adskillige, som mente, at T ivoli overhovedet kun
vilde eksistere, saa længe det havde Nyhedens Interesse. A lle
rede ved Sæsonens Aabning i 1844 forkyndte »Fædrelandet«,
at det hele va r lutter Gentagelser. Man kunde lige saa godt
sidde hjemme og erindre Tivoli, som det va r i Fjor, idet man
omsatte Erindringen paa sin Paludan-M iiller’sk:
Ak, hvad h a r Magt i L ive t som det Fø rste?
Det første Tivoli, dets første Minder,
Den første »Numme r T re«, den første Lyst,
Den første stærke Mand dog ej man finder,
De første T a a r e r paa Tivolis Kinder,
Den første Jubel i dets unge Bryst,
Den første Carsten sen — er H jæ rtets Lindring,
Det første Ru tsch -— dets yndigste E rindring.