85 / 260
75
sit Udtryk , og det endog for en saa stor, a f alle Stænder sam
mensat Fo lkemængde. Jeg undrer mig ikke længere over, at
Alle strømme hertil, den simple, jevne Bo rge r saa godt som
den Dannede og højere Stillede; thi hos Alle er dog igrunden
een og samme Længsel efter det poetiske Land, men man
veed ikke, hvor man skal søge det.«
Da den 19-aarige
Georg Brandes
og den nogle Aar ældre
Ju liu s Lange
en smuk Søndagaften i Maj 1861 spadserer paa
Christianshavns Vold, kommer de ind paa et tilsvarende Emne,
men rigtignok ud fra andre Forudsætninger. Aftenens Stilhed
brydes, paa en for dem ubehagelig Maade, a f Tivolimusiken
og a f F y rvæ rke rie t, der knalder løs fra to Sider, fra Tivoli
og A lhambra.
Ju liu s Lange
undres over, at København paa
en ganske almindelig Søndag udfolder saa megen Festlighed;
man skulde tro, det va r en Kroningsdag. Og
Brandes
siger
nogle overlegne Ord om det glædelige i, at Sansen for det
uvirkelige endnu er stor nok til, at F o lk kan more sig med
F y rvæ rk e r ie rs Glans og Knald . . . .
F ru
Gy llem bourg
havde, som anført, en Fornemmelse af
T ivolis sam fundsreformatoriske Betydning, selv om Fyrrernes
liberale Presse, der dog egentlig skulde væ re nærmest til at
se den, va r slaaet med Blindhed. At
Georg Carstensen
alle
rede fra første Fæ rd va r k la r over Tivolis Opgave paa dette
Felt, derom vidner en Artikel, der findes i N y P o r t e f e u i l l e
mod Slutningen a f Sæsonen 1843. Dens Forfatter, som under
skriver sig »En gammel Historiker«, væ rger sig ganske vist
paa Forhaand mod den Mistanke, at han skulde væ re »Entre
prenøren selv, der nyder Faderglæder«. Men denne Artikel i
Carstensens
eget B lad tør dog nok betragtes som et Ud tryk
for »Entreprenøren«s Opfattelse. Det hedder her, at man ofte
har k lage t over de høje Skel, som Smaalighed og Conveniens
har rejst imellem de forskellige Klasser. De lystige Trompet
stød inde fra T ivoli har nu bragt disse Jerikos Mure til at falde.
»Inde i Koncertsalen, midt imellem de zirligste Modedamer,
der nikke og vrikke i alle Straussiske Takter, sidde stadselige
Amagerpiger, og Fornøjelsen bliver derfor ikke mindre paa