216 / 302
199
empel lært,“ fortsætter han, „hvor farligt det er at sætte per
sonlige Lidenskaber i Stedet for en sund Statsklogskab.“ „Kon
gen af Preussen forlanger visselig ikke og havde ogsaa aldeles
ingen Ret til at forlange, at Danmarks sande Interesse skulde
opofres for hans Hensigter, der ikke stanr i nogen Forbindelse
med vore.“ Hvert Ord rammer de løse Paastande, de ukloge
personlige Hensyn, der er Grundlaget for Hoffets Politik.
„Er det sandt,“ slutter Bernstorff, „at Englands Opretholdelse
ikke kan skilles fra Danmarks Interesse, saa er det en Pligt for
hver ægte Patriot, for hver sand Dansk at bidrage alt muligt
dertil. At tale for England vil da sige at tale for Danmark, og
mit hele Hjerte oprøres ved den Tanke, at disse Forhold kunne
forveksles og de reneste Hensigter i ethvert Tilfælde, hvor Dan
mark har en fælles In te re s se med andre Stater, kunne for
dunkles.“
Krænket Stolthed fylder de skrevne Ord; mundtlig har Bern-
storff visselig ikke heller skjult sine Følelser. Lakajerne paa
Gangene har hørt hans Stemme runge højt i Konsejlssalen, lyt
tende og listende Hoffolk har bragt Ordene videre til Juliane
Maries og Guldbergs Kabinetter, Arveprinsen er kommen fortumlet
fra Statsraadsmøder, hvor Eickstedt ikke har kunnet sufflere ham,
naar han havde glemt Guldbergs Visdom. Spændingen mellem
Bernstorff og Hoffet har været overmaade stærk. Beviset ligger i.
at man netop nu tog sin Tilflugt til Stiletstød bagfra.
Hvorfor gjorde man i Marts-April ikke kort Proces og fuld
byrdede, hvad der dog skete før Aarets Ende? Grunden var
sikkerlig den, at Spørgsmaalet om en Alliance med England
pludselig skødes til Side. Modsætningen gled derved ud paa det
afgørende Punkt, og man mistede et Paaskud til over for Indland og
Udland at benytte et Skridt, som man dog maaske havde en uklar
Følelse af ikke at kunne være bekendt. Derimod har det næppe
betydet meget, at Schack Rathlou allerede nu stillede sig paa
Bernstorffs Side og i sin Betænkning til Arveprinsens Brev (den
eneste, vi foruden Bernstorffs egen kender) i alt væsenligt anbe
falede Bernstorffs Politik. Betød hans Forestillinger intet i No
vember, kan de ikke have betydet mere i April.1