220 / 302
203
Beretninger herfra, saa kunne De, naar Deres Forstand finder
det nødvendigt, læse ham dette Brev for; men ellers ikke.“
Schumacher lystrede Ordre, dog ikke med Hensyn til Hemme-
lighedsholdelsen. Næppe havde han sidst i Marts faaet de hemme
lige Breve, før han ilede til Goertz. lod ham læse dem og plejede
Raad med ham om, hvorledes man paa bedste Vis skulde mod
arbejde Bernstorffs engelskvenlige Hensigter.
Snart efter bestemte den russiske Deklaration af
28
. Februar
(
10
. Marts) Situationen i København. Bernstorff maatte opgive Tan
ken om en Alliance, men søgte efter Evne at hindre, at Deklara
tionen og Forbundet med Rusland blev rettet for stærkt mod England,
og samtidig søgte han at hindre, at Holland kom med deri. I begge
Retninger instruerede han Schumacher om at arbejde, men medens
Schumachers Depecher lod ham tro Befalingerne udførte, forholdt
det sig i Virkeligheden ganske anderledes.
Schumacher vedblev at lade Goertz læse sine Depecher, og
da Frederik II’s Minister paa enhver Maade modarbejdede Eng
land, blev den naturlige Følge, at han ikke blot indberettede
Indholdet af Bernstorffs Ordrer til Berlin, men ogsaa midt i
April meddelte Panin, hvad han vidste om Bernstorffs „Anglo
manie“ . Samtidig snigløb han tillige sin og Panins Hovedmod
stander Harris. Denne gjorde Regning paa, at Schumacher fulgte
sin Chefs Synspunkter og Ordrer, om hvilke han gennem Eden
vidste nogenlunde Besked, talte derfor aabenhjertig med Schu
macher og brugte stærke Udtryk om Panins antiengelske Politik.
Alt dette gik straks videre til Goertz og fra denne til Panin
. 2
Derimod synes det at have varet noget, før Schumacher selv
kom til Panin med Arveprinsens Brev, men efter Midten af Maj
gjorde han dog ogsaa dette Skridt. Foranledningen var Bern
storffs Stilling til Katharinas Deklaration og Allianceforslag.
Den
26
. Marts kom disse Aktstykker til København, og i
de følgende Dage var der paa ny livlige Forhandlinger.3 Hoffet
var øjeblikkelig paa det rene med, at Forslaget vilde gøre Ende
paa al Tale om Alliance med England og væsenlig var rettet
mod denne Magt. Det hilsede det derfor med Jubel og fordrede
kun ubetinget og øjeblikkelig Tilslutning. I Konseillet, hvor der