224 / 302
207
Uvilje mod Frederik II dermed forene el nært Forbund tned Østrig.
Hvis Juliane Marie vilde sikre sin Magt, maatte hun holde Juslits
jo før jo heller. Frederik II blev meget opskræmmet af disse
Efterretninger; det gjaldt baade Juliane Maries og hans egne
politiske Interesser. Han handlede hurtig. Allerede den
1
. Juli
meddelte han Bismarck, hvad han havde hørt, dog ikke hvorfra,
men gav ham samtidig Ordre til den dybeste Tavshed. Kun
skulde Bismarck nu, da han var ledet paa Spor, forske videre og
uopholdelig meddele Frederik II sine Iagttagelser. Allerede den
11
. svarede Gesandten, at han ikke saa det fjerneste Spor af en
Intrige som den omtalte.
Samtidig satte Frederik II sig i Bevægelse for at advare
Juliane Marie, en Opgave som han ansaa for saa farlig, at han end
ikke turde belro Bismarck den. Direkte Bud vovede han ikke at
sende af Frygt for at skræmme de formodede Fjender; i et alminde
ligt Brev turde han ikke meddele Juliane Marie noget, vis paa,
at Brevhemmeligheden ikke var sikrere i Danmark end i hans
egne Stater. Han valgte derfor at handle gennem sin Svoger,
Juliane Maries Broder Hertug Ferdinand af Brunsvig, hvis nøje
Forbindelse med Enkedronningen han kendte. Det var bestemt,
at Ferdinand skulde komme til Berlin den 1. August og senere
paa Sommeren aflægge et Besøg i København; Frederik II bad
ham nu paaskynde sin Rejse, og den
22
. Juli var Hertugen i
Sanssouci. Allerede forinden havde han faaet Meddelelse om,
hvad det gjaldt, og skyndte sig den
15
. Juli at skrive til Juliane
Marie derom. Han havde imidlertid ikke talt helt ud og ikke
nævnt Navne, men blot meddelt, at Frederik II ønskede i dybeste
Hemmelighed at underrette hende om en Konspiration, som mulig
vis straks maatte slaas ned, for at det ikke skulde blive for sent.
Juliane Marie svarede den
29
. Juli sin Broder, at Frederik II blot
selv skulde skrive til hende i et almindeligt Brev. Naar han
skaffede det sikkert til Hamburg, kunde hun garantere, at det
ubrudt skulde komme hende i Hænde, men hun ønskede snart at
faa hel Besked, for at alt kunde være ordnet, før Ferdinand, som
det jo forud havde været paatænkt, kom til København. Hvis
det nemlig efter Frederik II’s Oplysninger fandtes klogt at fore