230 / 302
213
forstod, skønt Hoffet næppe senere sagde ham sligt rent ud, at
Mistanken om uklog Partiskhed for England lurede.1 At Hoffet
i April som Plaster paa Saaret, som allerede omtalt, af Chatol
kassen gav ham et Gagetillæg af
2000
Rdlr. aarlig regnet fra
1
.
Januar
1780
,’ virkede næppe stærkere paa ham, end naar Guld-
berg havde bevidnet sin Tillid til hans „klareste Forstand, ædleste
Hjerte, bedst brugte Erfaring“ .8
Uden Viden om Intrigen, der spilledes i St. Petersborg, anede
Bernstorff Hoffets hele Stemning og var aldeles paa. det rene med,
at' det var Frederik ITs politiske Synspunkter, der ledede Hoffet,
ved Siden af det ubeherskede Had til England. Selv om Bern-
storff overvurderede Rækkevidden af de Skridt, som Frederik II
gjorde imod ham, saa han rigtigt, naar han tillagde hans Ind
flydelse Hovedskylden for Hoffets Opposition mod hans Ledelse
af Danmarks Udenrigspolitik, og med Rette mente han, at Fre
derik II’s Korrespondance med Juliane Marie undergravede hans
Indflydelse. I Berlin søgte han sin Hovedmodstander, men for
stod, at han ikke var til at ramme. Han fik i øvrigt en direkte
Advarsel. Den
24
. Juli kom Eden til ham og lod ham vide, at
Preussen og Frankrig intrigerede for at faa ham styrtet. Bern
storff takkede ham for Meddelelsen og sagde, at han vel vidste,
at hans Politik ikke behagede de nævnte Hoffer; men han var
dog vis paa, at deres Bestræbelser i Øjeblikket vilde være frugtes-
løse, da et Ministerskifte ikke vilde finde Sted, før Kronprinsen
blev myndig. Som et Argument herfor nævnede han, at Englands
Bestræbelser for at faa Eickstedt fjernet jo var aldeles mislykket.
Bernstorff sagde her, hvad han mente; han havde indtil det sidste
en mærkelig Tro paa, at Hoffet ikke vilde vove saa radikalt et
Skridt.1
Af Bekymringer havde han dog nok foruden. Med Sorg
havde han maattet opgive Tanken om Triplealliancen. Fra Marts
til Juli havde han derefter uden Held forsøgt at give Katharina II’s
og Panins Plan en anden Retning. Han havde ikke lagt Skjul paa
sine Ønsker og Bestræbelser over for Eden og havde sagt til denne,
at han aldrig gik med til noget fjendtligt Skridt med England/’
Men samtidig havde han lagt Eden paa Sinde, at Betingelsen