232 / 302
215
Holland, fyldte ham med Uro og Bitterhed. Det var ikke nok.
at han nu saa de fremmede Magter „karessere“ Danmark, sagde
han saaledes. Man burde holde sig stiv. „Dette volder mig
ofte, jeg vil ikke sige Ængstelse, men meget dybe Overvejelser
og en naturlig og berettiget Frygt for, at Planerne kan være fejl
fulde, og at, selv om de ikke er det, Begivenhederne maaske
ikke vil retfærdiggøre dem, og at man da faar Bebrejdelserne over
sig uden at kunne retfærdiggøre sig. “ 1
Hvad tænkte han paa ved de sidste Ord? Mon paa For
holdet mellem Konventionen med England og Danmarks øvrige
Politik? Nærede han en uklar Frygt for et Angreb bygget herpaa?