229 / 302
212
Vendepunkt, og man kan af hans senere Udtalelser med Sikker
hed slutte, at han ikke har lagt Dølgsmaal paa, at en stor Andel
i Styrelsen burde tilfalde Kronprinsen, saa snart dennes Alder tillod
det, medens Holfet ønskede at udskyde Tidspunktet meget længere,
end han fandt tilstedeligt.1
Juliane Marie har forudset, at Bernstorff kunde falde paa at
kræve Kronprinsen ind i Statsraadet og senere, naar han kom
der, som før hensynsløst og veltalende vilde angribe Kabinets
regimentet. Det var ikke umuligt, at Bernstorff kunde paavirke
den unge Kronprins, og Hoffets Iver for at indpode ham sine
Grundsætninger viser, at det har vurderet en saadan Paavirkning.
Her staar man sikkerlig ved Hovedmotivet til hvad der
skete i November
1780
. I Vinteren
1784
lagde Hoffet Vægt paa
at sikre sig paalidelige Folk i Konseillet, da Kronprinsen, for
hvis Tænkemaade man den Gang ingen Frygt nærede, skulde
derind; man satte baade Guldberg og Stemann derind sammen
med J. G. Moltke, og dog havde man da kun Thott og Schack
Rathlou imod sig. Hvor meget mere maa man ikke i
1780
have frygtet Udsigten til Bernstorffs og Kronprinsens Møde i Kon
seillet! Jeg betragter det som selvfølgeligt, hvad samtidige ud
talte, at Ønsket om at hindre dette har været levende, selv om
man ikke, før Tidspunktet var nær og en god Anledning frem
bød sig, fandt positive Skridt nødvendige.
Frederik II’s Advarsler maa have vakt Tanken paa ny; vi
skimter, at Juliane Marie trods alt har været urolig. Sidst i
September vender hun tilbage til Sagen, fornyr sin Tak til sin
kongelige Ven, men indrømmer nu, at indre Kabaler visselig er
mest at frygte, og lover stærkt at være overmaade forsigtig.2
At Tanken om at slaa til, fjerne en mulig farlig „personne en
place“ ikke var hende fremmed, viste jo tidligere Breve. Endnu
havde det blot ikke forekommet hende nødvendigt.
Medens Holfet saaledes havde haft megen Uro i Foraar og
Sommer, havde Bernstorff heller ikke haft en behagelig Tid.
Stridighederne i Marts har visselig opbragt ham stærkt; den
utilslørede Beskyldning i Arveprinsens Brev for at tilsidesætte
Danmarks Interesse for Englands brændte ham i Sindet, og han