227 / 302
210
virke andre; omvendt klager Bernstorff over, at han ikke er selv
stændig nok, men lader sig lede af andre, saaledes af sin Inten-
dant, den dygtige men intrigante og ærgerrige Wegener, der efter
17
. Januar havde været Hofmtendant i København, men i Sep
tember
1773
var bleven fjærnet, vistnok af Aarsager, der stod i
Forbindelse med Fru Numsens Intriger, og derpaa var traadt i
Prinsens Tjeneste. Hoffet holdt imidlertid stadig Prins Carl borte
fra al Indflydelse, og hver Gang ban rørte sig det mindste, som
naar han en sjælden Gang kom til København, eller som Over
general over den norske Hær skulde til Norge for at inspicere
denne, eller da ban i
1778
efter sit eget Ønske for at faa prak
tisk Indsigt i Krigsvæsen deltog i den bayerske Arvefølgekrig ved
Frederik II’s Generalstab, var der heftige indre Kampe ved Hoffet,
om det kunde gaa an at lade ham gøre sligt. Prinsen saa med
stor Kritik paa de herskende, hvis Stemning han kendte meget
godt, han følte sig tilsidesat, og selv om han levede lykkelig i
Slesvig, er det højst rimeligt, at han kan have tænkt med Til
fredshed paa en mulig Omvæltning, der kun kunde gavne, men
aldrig skade ham. Det er imidlertid absolut usandsynligt, at han
har været indblandet i nogen Art Intriger eller Sammensværgelser.
Over for Bernstorff nærede han en blind Hengivenhed og Beundring,
medens denne vel holdt saare meget af ham, men dog havde
skarpt Blik for, i hvor høj Grad han manglede Klarhed og Grundig
hed. Deres Breve ere imidlertid saa fortrolige, at de kan tages
som sikre Vidnesbyrd om, at Prinsen lige saa lidt som Bernstorff
havde nogen som helst Tanke om at angribe Hoffet. Alligevel kan
Juliane Marie nok have tiltroet Prinsen Lyst til et Kup, hvorved
han kunde komme ud af sin ubetydelige Stilling, men som alle
andre vidste hun, at han intet Parti havde; skulde han kunne
foretage noget, kunde det kun være ved Hjælp af Schimmelmann
og Bernstorff. Schimmelmanns Forhold til Hoffet, hans Karakter
og Politik udelukkede al Tanke om ham som Revolutionsmager;
man frygtede ham ikke og havde ingen Grund dertil.
Over for Bernstorff har man ogsaa været sikker.
Ganske
vist skal Guldberg en Gang have sagt til Hennings om Bernstorff:
„Tro mig, min kære, han er underfundig“ ; men forudsat Refe