226 / 302
209
har givet Føde til Mennesker, har den maattet finde sig i, at de
diskuterede og var uenige; ogsaa nu maa vi tage deres Uenighed
med Ro som noget, der er uadskilleligt fra Menneskeheden; men
vi maa ogsaa vaage derover og lede det til det fælles hedste. I
Statssager kan der være forskellige Meninger, og der er Folk, der
er hidsige nok til ikke at kunne skjule deres Følelser. Vi har
unægtelig
baa.desidste Vinter og i Foraaret haft slige Optrin;
men den Mening, der var heldig, lykkebringende og ene passende
til vor Stilling, har sejret. Der skal ikke ske nogen Forstyrrelse
i vor Tilslutning til det nordiske System fra nogen som helst
Side, og Magten skal ikke let gaa over i illegitime Hænder. Nu,
da Danmark har taget sit Parti, gaar alt, som vore Forpligtelser
kræver det, og alt skal blive udført med en Nøjagtighed, som
sikkerlig ikke skal geraade Staten til Skam; lad der kun være
Uenighed under Overvejelserne, naar der blot bag efter kommer
en punktlig og enig Udførelse; det er just det, jeg ønsker, og
det, jeg hidtil har haft det Held at opnaa.“
De Bemærkninger, der direkte tager Sigte paa Striden med
Bernstorff om Forholdet til England, svarer aldeles til Tonen i
Guldbergs Breve til Schumacher.
„Rusland kan regne paa os,
om og alt her skal knage,“ er Ledemotivet.1
Ogsaa Juliane
Marie har foreløbig følt sig vis paa at kunne lede Udenrigspoli-
tiken efter sit Hoved.
Naar hun endvidere erklærede hidtil kun at have set saglig
Uenighed og ikke Intriger mod sin Magt, saa afviste hun der
ved Beskyldningerne mod de tre navngivne Statsmænd. Heri
gjorde hun Ret; thi med Kendskab til de paagældende for
troligste Breve kan det paastaas, at der indtil November
1780
ikke eksisterede noget, der med Skygge af Grund kan kaldes
Intriger eller Sammensværgelser.
Til Carl af Hessen nærede
Juliane Marie ganske vist en indgroet Mistillid, der deltes af hele
Hofkliken.2 Ikke blot frygtede man nemlig hans og hans Hustrus
Magt over Kongen, men undertiden ængstedes de forskellige inter
esserede ogsaa for, at han skulde være heldig nok til at vinde
Indflydelse paa Arveprinsen. Der synes heri at ligge en Aner
kendelse af, at Prins Carl har haft betydelige Evner til at paa-
14